Arrays of your new lover

Til al held fandt jeg en koncertbillet på Svingninger dagen inden koncerten. Jeg stod foran beslutningen om at tage alene afsted eller forsøge at hægte mig på nogen andre jeg vidste skulle til koncerten.

Jeg valgte det første. Endda i en sådan grad at jeg sneg mig rundt langs væggene og kiggede ned i gulvet, for ikke at tiltrække mig opmærksomhed fra snakkesaglige venner. Jeg ville faktisk gerne være der alene. En følelse der gik igen hele aftenen igennem.

Jeg endte ganske tilfældigt med at stå foran scenen uden at behøve møffe ind foran nogen, og blev så stående i den times tid der gik før Grizzly Bear skulle spille. Desværre er andre ret glade for at møffe, og der er ikke noget der giver mig mere myrekryb end at kunne mærke fremmede pigers lange hår og svedige kroppe på mine bare arme. Derfor måtte jeg gentagne gange tage halve skridt bagud, blot for at få en ny møvrepiges lange hår og vuggende hofter på alt for tæt hold. Til sidst kunne ikke engang mine 10 cms hæle (som jeg havde taget på blot for at have en højdeavance) redde det tidligere gode udsyn. Og Chris Taylor og Chris Bear så jeg ikke mere til den aften.

Jeg hadede alle der stod omkring mig. Kæresteparret der slog hofterne sammen i en bovlam dans, pigen foran mig der dansede en slags Mr Bean-agtig dans der bevirkede at hendes bagdel til stadighed bumpede ind i mine lår (!?). Venindeparret ved siden af mig, der snakkede og råbte koncerten igennem Faktisk snakkede alle omkring mig, hvilket især irriterede under 'Deep Blue Sea'.

Jeg prøvede alle mine tricks. Spidse albuer, spændte ben, sidelænen, tyssen. Som det muligvis kan forventes foran til en koncert på Store Vega, så går folk ikke sådan lige væk.

Men efter første del af koncerten, slappede jeg mere af. Sikkert fordi musikken i højere grad distraherede mig.
Og det var rigtig godt. De spillede 'Colorado', den sang de har lavet der betyder allermest for mig. Omend det lød ret kedeligt, og de slet ikke fik de nuancer i sangen frem som jeg forelskede mig i. Men det opvejedes af en fantastisk udgave af 'Fix It' som jeg ikke har hørt siden i biografen i Paradisgade, og en endnu bedre version af 'On A Neck, On A Spit'.

Men skidt med det. Dette er ikke en anmeldelse. Det er endnu en kærlighedserklæring. Om end en mere trist en af slagsen end det plejer at være når det omhandler de sødeste drenge i Brooklyn.

For de er blevet så populære. Både i sange og i publikum. Og det er ikke fordi jeg ikke længere vil høre dem fordi de er blevet et Soundvenue-band.
Men jeg betragtede publikum og bandet med en ekskærestes øjne. Jeg foragtede publikum fordi de ikke havde samme forhold til musikken som jeg (godt for dem!) og fordi de tydeligvis (hvad jeg kunne forstå på deres snakken under koncerten...) var kommet for at høre Veckatimest og Yellow House-hittet Knife. Jeg kunne ikke forstå bandet at de hellere ville have en koncertsal fyldt med, hvad en ven kaldte iByen-segmentet, end en lillebitte sted med bare dem der var allermest dedikerede.

(Jeg vil gerne understrege at jeg logisk set godt forstår den fyldte koncertsal er det bedste, og jeg egentlig også er overbevist om de gerne ville spille et lille sted hvis de fik muligheden. Og at jeg godt forstå at der ikke er nogen måde at sortere i publikum på)

Men det er mest af alt frustrerende. At jeg logisk set ikke har nogen grund til at have været i det mystiske humør. At jeg ikke har argumenterne i orden for at hade folk, blot fordi de ikke har boet i Yellow House, eller ligget i dagevis og kigget i loftet til Horn of Plenty. Eller blot købt cderne i den kronologiske rækkefølge.

Men det gør jeg altså. Bear with me... (hø.)

PS. On a more positive note, så er opvarmningsdamen St Vincents sang 'Actor Out of Work' rigtig rigtig fin. HypeMachine er fyldt med links, så denne gang slipper jeg vist for at uploade...

You got the Love

Florence + The Machine er en kunstner jeg SLET ikke er faldet for. Jeg har længe syntes hun er sådan et lidt tarveligt Soundvenue-fænomen.

The xx er også noget der er gået lidt forbi mig. Bevares, jeg synes da deres sange er rigtig fine, og kan egentlig rigtig godt lide deres lyd, når de ikke lyder som en boy/girl udgave af Interpol. Men sangene har har bare ikke for alvor sat sig fast hos mig. Endnu. Det skal lige siges at jeg måske også var den sidste i verden til at lytte til dem.

Men når det af sagt... I aften sad Søren og jeg og henholdsvis nøs (mig) og hostede (Søren), og underholdt os med Youtube. På Island Records kanal fandt vi denne fine video.

Florence + The Machine - You've got the Love (The xx remix)


Det er The xx remixet af Florences' udgave (som var meget lidt imponerende!) af det gamle Haçienda hit "You Got The Love" af The Source. Og jeg må faktisk indrømme at de er sluppet rigtig godt fra det. Men I kan selv bedømme den, og hvis I kan lide den kan I hente den som mp3 inde på hyperen...

The Source feat Candy Santon - You Got The Love

I'm #1, so why try harder?

Jeg er blevet forkølet. Eller måske er det svineinfluenza? Det føles ikke som influenza, men jeg har også en teori om at mit immunforsvar pt er en stærkt som en cyborg. Så måske er min krop så stærk at en omgang svineinfluenza kun føles som forkølelse denne gang.

I går var jeg til hvad der endte med at være en fest hos min veninde. Hun havde spændende nyt til mig, nemlig at jeg var nummer fire på HypeMachines liste over mest aktive brugere i Danmark.

Jaja, det er ikke et kvalitetsstempel eller noget. Men sammenholdt med at denne skodblog ofte ligger på deres top-50 over mest populære musikblogge i verden (?!?!) må jeg nok bare konkludere, at det mere handler om at lægge mp3er ud som folk ikke gider betale for, end at skrive noget fornuftigt... :P

Nå, for at fejre at japanske og amerikanske teenagers stadig gider stjæle musik sammen med mig, får I her lige noget mere. To gode sange, der sammen med en god flaske absinth kan fuldende enhver lørdag aften...

MP3: Spank Rock - Coke & Wet
MP3: Chicks on Speed - Wordy Rappinghood

I dont play guitars...

Men jeg kan godt lide at bruge gaffatape. Og jeg vil vældig gerne lære at bruge en talkbox...

Peter Frampton-style

Er der nogen der har een de ikke bruger?

Anyways - i sidste ende er jeg nok mere en gaffatape person...

I'd rather go naked - and all that jazz

Kære modeblogger,

Uanset om dine pels er "vintage" (aka. fundet i en genbrugs), er det stadig en pels. Du støtter stadig op om at det er okay at gå i pels.

---

Nogle af de svar man finder på at pels bare er superduper bliver mere og mere kreative. Se bare her:

"Et helt andet aspekt, som vi også i disse tider skal huske på, er faktisk miljøet. Når vi kasserer en pelsjakke (hvilket man vel først gør, når hårene falder af, for de fleste mennesker er pels stadig forbundet med noget eksklusivt man ikke bare smider ud), så kan den brændes som det naturprodukt den er.
Når vi derimod kasserer alle vores billige pleatherjakker, så afgiver det MEGET mere forurening -og skader derfor miljøet for ALLE, både dyr og mennesker."

OMG, det er noget nært det dummeste jeg nogensinde har hørt. Kære læsere, må jeg ikke få jeres mening her?!?!?

I hvert fald har jeg netop svaret Camille følgende:

"Jeg har først lige set din kommentar nu. Brænder du dine ting i syntetisk læder? Jeg gør nemlig ikke.
Det virker lidt bagvendt at anskue det på den måde. Jeg mener - så vidt jeg ved vil der også være en ganske bemærkelsesværdig CO2-udledning ved minkavl, som der er ved al dyrehold. Og jeg vil faktisk godt love dig at miljøet ville have bedre af at du brænder en jakke, eller hvad det nu er du mener, end driften af en pelsfarm med x antal dyreenheder.

Hvis der skal diskuteres miljø i denne sammenhæng har du altså virkelig satset på den forkerte hest..."

Pippin

Bob Willoughby

This is how you disapear, pt. 2

Som nævnt i foregående indlæg, er der noget jeg går rundt og makker i for tiden. Men jeg synes jeg skriver så kringlet. Jeg håber jeg kan rette lidt op på det med dette indlæg.

Det gik i denne uge op for mig at der ikke er noget i fortiden jeg bebrejder. Hadet er væk, for nu. Lige nu er blot slørede billeder.

Når jeg kigger ud på gråvejret er det det samme gråvejr jeg så det efterår. Jeg venter på han kommer hjem med Otto. Han reparerer det gamle hus imens Otto og jeg sidder i stuen og betragter verden der går i forfald udenfor. Vi havde sikkert allerede dengang en mistanke om verden også gik i stykker indeni.

Men Otto er først en vigtig karakter i sidste del af historien.

Så vidt jeg husker var det kort tid efter vi havde været i Østtyskland, at han og jeg begyndte at tale om at bygge kælderen om til et beskyttelsesrum. Han snakkede om hvordan væggene skulle forstærkes, og jeg vidste bly var godt til at holde radioaktiv bestråling ude. Jeg kiggede på ham og følte at en atomkatastrofe ikke var det værste der kunne ske.

Tunge grå skyer. Af radioaktivt nedfald eller efterårsregn. Jeg får stadig fra tid til anden lyst til at bygge trygge, mørke huler jeg kan ligge sammenkrøllet i.

Jeg tænker på ham og Otto og kan mærke mine øjne svie og min mave vende sig. Nej, jeg hader ingen. Men jeg har tydeligvis ikke tilgivet mig selv at jeg ikke længere er hos dem.

mp3: Scott Walker - Farmer in the City

This is how you disapear

Jeg er bange for mine indlæg tager mere og mere form af sørgelige stream-of-conciousness skriblerier. Men på den anden side har det nok aldrig været andet.

Jeg er nok ikke færdig med ham endnu alligevel. Som jeg sidder og forsøger at skrive den fjerde stopprøve. Prøven der potentielt giver mig lov til at gå til eksamen. Som jeg sidder her, lader mine tanker rive sig i en mere drømmende retning.

Scott Walkers "The Patriot" bliver luftige, mørke illustrationer til kvælende base- og subklasser. Public class GoodNews extends News, public class BadNews extends News. Men der er ingen nyheder.

Som nævnt er jeg ikke færdig med ham endnu. Når jeg forsøger at koncentrere mig, dukker han op bag i hovedet. Velmenende folk foreslår jeg taler med ham, men der er tydeligvis noget de har misforstået. Jeg er ikke typen der sidder i midtjyske haver og taler ud i den blå luft.

Men jeg mærker det i maven.

At jeg bare gerne vil hjem.

mp3: Scott Walker - The Patriot (a single) (Fra Tilt)

Om at have fået merit i retorik

Som det slog mig en aften, har jeg svært ved at forklare mig. Og jeg har svært med at indse hvordan man bedst italesætter sig selv så andre folk vil lytte.

Tidligere har jeg troet parameteren var at man er ved at brænde op. Og det var ikke noget problem. "I burn for you, Isadora." har siden de tidlige teenageår været præmissen jeg lod mig selv opsluge af. Og sådan var det så. Hvad enten emnet var en dreng jeg var forelsket i, min familie (disse to første emner dog ofte med en noget ambivalent hads-/kærlighedstilgang), hvalfangst eller foie gras-ænder.

Men det virker som om ingen finder noget mere afskyvækkende end en ildsjæl. Hvis man brænder for meget og retorikken er for stærk griner folk af dig. Og det er frygteligt at blive latterliggjort når man for en gangs skyld siger sin mening og ikke er villig til at gå på kompromis.

Men en anden ting er vel også emnet man vælger at forsøge at gøre en forskel for. Efterhånden er det vist blevet sådan at man trygt kan gå ind i klimapolitikken, uden at folk synes man er særlig militant. Tværtimod er det sådan noget, der er for de kendte hvad AIDS-epidemien var for mere end 20 år siden.
Ydermere er CO2-bekymring en legitim årsag til at blive vegetar. Hvis man siger man har dårlig samvittighed over for dyrene, kunne man lige så godt erklære sig sindssyg.

Men selvfølgelig er der forskel på en ildsjæl og en kamikazepilot. Kamikazepiloterne opnåede ikke andet splittede atomer over Nagasaki og Hiroshima. Og jeg har fundet ud af at jeg har nemmere ved ikke at fremstå bims, hvis jeg inden jeg siger min mening oplyser folk om at jeg faktisk spiser kød (og undlader at fortælle yderlige omstændigheder herom). Hvis jeg undlader at fortælle mine egne konspirationsteorier omhandlende dansk fjerkræproduktion og pelsavl.

Jeg var så godt på vej.
Så sagde jeg "fucking pelskælling!".
Suk.

"Isadora, the training is painfull"

Miaw