Hell(o) Dell

I dag døde min computer. Den fine hvide maskine som alle påstod holdt i meget længere end den gjorde.

Jeg har midlertidigt erstattet den med min gamle computer. En stor sølvfarvet satan der mest af alt lyder som de der vifter man har i loftet på varme stedet. Varmere steder.
Den har sit eget liv, og har i hvert fald ikke tænkt sig at udføre de kommandoer jeg beder den om. Tilgengæld er det nemmere at ramme tasterne på denne....

Men underlige ting er på computeren. Ting jeg havde glemt jeg havde. Det er lidt som en tidsrejse to år tilbage i tiden. Til en tid uden Scott Walker, men med højt bpm.

HAL

Maskinen styrer det hele.

En skærm i den modsatte ende af rummet overvåger mig imens jeg befinder mig i rummet. Overvåger min tøjvask. Laver statistikker over mine rutiner og trækker i sidste penge sin egen løn fra min bankkonto. Og den taler nogle gange til mig.

Det er sejt. Intet får mig tro så meget på en plexiglas-erstattende fremtid som talende computere...




Edit: Mit eneste problem med denne anordning er at det er en touch screen. Dem er jeg ikke vild med. Synes også touch screen telefoner er klamme. Men da er det idet mindste kun ens egne bakterier der er på. På denne skærm er det hele ghettoens....

Håbet I bliver voksen

Jeg havde et meget teenagtigt og smukt øjeblik da jeg ved daggry lå på sengen i mit gamle værelse i undertøj og hørte musik. Velvidende at jeg skulle op og i skole (well, min brors skole, men glem nu det...) 3 timer senere valgte jeg i stedet at skrue højt op for musikken, kigge op i loftet og tømme hovedet for alle tanker.


Håbet I har haft en travl uge.

I onsdags blev han den første selvstuderende student i Morsø Gymnasiums historie. I sig selv måske ikke så imponerende. Titlen som "selvstuderende" var trods alt noget han selv havde tiltusket sig.

Alligevel var jeg pavestolt hver gang jeg kiggede på ham. Han er så flot og sød og charmerende at man tror det er løgn! Og det var lige før jeg revnede.

Det lykkedes mig dog at holde mig i skindet, og i stedet forsøgte jeg gentagne gange at fortælle ham hvor stolt jeg var af ham og hvor meget jeg holder af ham. Ved dog ikke om han hørte noget af det. Der var lidt for travlt med damer, nøgenbadning og øldrikning til at den slags søsterlige tilkendegivelser rigtigt kunne trænge igennem...

A long journey to the middle

Det er ikke mig. Hun er fra Star Trek,
Where No Man has Gone Before

Nogle gange kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv om det er dét værd. Altså umagen.

Hvorfor gøre noget hvis det ikke rører folk en disse?

Som at holde en tale til et menneske man elsker med klump i halsen, imens ingen lytter. Som at lave mad ingen spiser, eller spiser uden at smage på den. Som at plukke blomster, uden nogen bemærker buketten. Som at tage en neonfarvet kjole på til en fest, hvor det alligevel kun er pigen i nedringet bluse der hviner og fniser der bliver bemærket.

(Eller at skrive en blog med 7 daglige besøgende? Nå, det var ikke dét det handlede om. Som sådan)

Normalt vælger jeg bare at lade være med at prøve. For det er som om, at når jeg endelig prøver går det ubemærket hen. Så hellere sove middagslur.

Med hensyn til middagslursteorien, så minder min bror og jeg meget om hinanden på det område. Bortset fra han holder sig til søvnen og så ikke rigtigt at prøve. Og han er altid glad.

Men nu og da falder jeg i, og prøver at gøre nogle ting bedre.
Jeg tror jeg ville være gladere, hvis jeg holdt op med at prøve på at ændre noget som helst i nogen.

Men på den anden side ville der heller ikke være noget der gjorde mig gladere end hvis det lykkes. Hvis jeg fik øjenkontakt med nogen under min blankøjede enetale. Udsigten til det er dog netop blevet forlænget med en hel del...

Myrmecophaga tridactyla

Ulala

Det er ikke fordi jeg synes undertøjet er pænt. Men butikken jeg fandt billederne på viste 200 billeder pr visning.

Der er bare noget meget groteskt over at sidde og stirre intenst på så mange underliv på een gang.

Ghostproof

Jeg kan ikke forstå hvad der skete i dag. Pludselig var byen min ven, og på alle gader mødte jeg mine venner.
Når jeg råbte "hippiesvin!" efter langskæggede kvinder på Christianiacykler, kunne jeg ikke gøre det så det lød ondt. Det lød snarere kærligt.

Jeg startede dagen med at få skæld ud af min vicevært for at stille cyklen i vindfanget. Men pludselig skiftede han humør, og lovede at skaffe mig et kælderrum.

Derfra var dagen en surreel perlerække af begivenheder. Jeg har bedt om det skulle ske.
I H&M kostede alting 50 kr.
I Føtex var der næsten ingen varer. Blot et stort mørkt rum og tunge våde cementhuller. Noget af det eneste de havde, var det jeg var kommet efter: Æblesaft og kuverter.
På Charlottenborg mødte jeg O. Han er simpelthen noget af det sødeste der nogensinde er kommet ud af Nordvestjylland.

Jeg frygter efterhånden den tunge institutionelle kunst, som jeg frygter mig selv med mine bankkontoer i hånden. Blot er de i forskellige ender af skalaen. Kunsten giver mig lyst til at croake. Det gør mine pengesager nogle gange også. Men først efter jeg har følt det mest fantastiske sus, når pengene listes bort fra min bankrådgivers årvågenhed igennem magiske magnetstriber.

Det var slet ikke det jeg ville ud i at snakke om. For det hele er godt lige nu.

I morgen begynder eksamen og jeg er optimistisk og håber at fra nu af bliver det hele som det var meningen fra starten.

By night

I tried to find the rhythm of the world where I used to live,
but I was haunted by the idea that I remembered her wrong.

Department of Eagles - Sailing By Night

Overhead, without any fuss, the stars were going out.

Er lige vågnet efter en drøm, hvor jeg gik i store gamle kjoler, blev foræret blomster og havde de flotteste møbler i organisk formstøbt træ.

Jeg var måske egentlig ikke træt, men havde bare brug for luren... Sikken en dag.

At opleve sine lærere stå på rad og række og skælde en ud er en dårlig oplevelse. Uanset hvor ynkelige de normalt er og hvor ondt man har af dem på alle andre tidspunkter. Eller måske netop derfor? Det var i hvert fald bare helt helt forkert!

De har ombestemt sig med hensyn til betingelserne jeg går til eksamen på. Så nu overvejer de igen at dumpe mig, hvis jeg tager hjem til lillebrors studenterhalløj i næste uge. De kan rende mig i røven.

Jeg vil vædde med de alle sammen får tæsk af konen derhjemme!


Jeg ved ikke om jeg er den eneste der render rundt med en håndfuld veninder man prøver at begrænse den sociale omgang med.
De er søde nok. Og sådan... Men hvert minut føles som timer. I helvede.
Og de giver en lyst til at vride halsen rundt på sig selv. Fordi man er en taber.
En taber der ikke er god nok til at holde kontakt med dem. En taber der ikke gennemfører noget som helst, og som forresten er et vrag. Der ikke har styr på sine penge. Der har fedtet hår og gamle makeup rester under øjnene. Der åbentbart gør folk kede af det.

Ikke fordi de selv er perfekte. Det er bare tydeligt at de ynker een. At de prøver at være overbærende, samtidig med at de rynker på næsen over en.

Så jeg fatter ikke hvorfor de vil være venner med mig. Og hvorfor gider jeg være det med dem? Det gør jeg heller ikke. Men det kræver jeg slår op med dem.

"Jeg er ked af det skattepige, det er mig, ikke dig...."

En dramatisk gestus.

Det orkede jeg ikke i dag. Så jeg skrev vi måtte finde en anden dag. Og lagde mig hjem og drømte om romantiske foræringer og formstøbt træ.

Mellemtid

Hvordan er det nu rækkefølgen er?
Huuuha....
Link, visited, active, hover?

Det er virkelig ikke for at være pretentiøs eller virke kreativ. Mere for at forklare hvor langsomt jeg arbejder.
Overstående stylesheet har taget det meste af aftenen at skrive. Der er til gengæld heller ikke nogle fejl i det.


I går ville far være fyldt 59 år.

Jeg ved ikke om det er derfor jeg hænger lidt med næbbet i dag...


Jeg har prøvet at fylde mellemtiden i dag ud med alt muligt der ikke virkede. Jeg lavede en masse mad. Men da det kom til stykket, kunne jeg ikke spise noget. Så jeg arkiverede det i køleskabet. Og smed brevene fra banken ud.