I like you, mmm, I'm like you

What's the diff'rence b'tween exodus and emmigration?

Sous les pavés les fleurs

I aften vil jeg anmelde/brokke mig over dagens "drop-in"-fordrag hos TUBA. Det handlede om "Nære Relationer".

Først of fremmest: De to terapeuter der holdt oplægget læste direkte op af ders notatark. Plus de snakkede lissom hippie-pædagoger - allerbedst eksemplificeret ved, da mande-terapeuten brugte ordet "legede" som sex-metafor!? Som om han var for blufærdig til at sige tingene lige ud! Hvad fanden?

Dernæst: der gik for meget "udveksling-af-erfaring" og "vi-er-alle-i-samme-båd" i den. Jeg er fuldstændig ligeglad med hvordan folk jeg ikke kender har mødt deres kærester. Eller hvilke problemer de har i deres parforhold. Baaah!! Sådan noget ævl!
Jeg ville høre om så dårlig selvtillid at folk ikke kunne hænge sammen, om forfærdelige barndomme, depressioner de ikke kunne slippe ud af og lammende angstanfald.

I stedet fik jeg den dødkedelige udgave af et Pernille Aalund program!?

Jeg sukkede og savnede Mehrak.

Desuden var der kvalmende varmt i lokalerne på Vesterbro, og jeg følte lidt man blev marineret i andre folks sved.

Jeg giver TUBAs "Nære Relationer" 2 New Rave æbler. Fordi folk var venlige, der var småkager og kaffe, og fordi det i det mindste alle var børn der havde lig i lasten. Og ikke bare forkælede forstadsunger der whinede...


Jeg gik halvvejs i foredraget da jeg ikke orkede flere case-eksempler. Jeg kunne lige nå ned i byen og kigge på de fine cherise Goya-sandaler. Og jeg kom også til at bruge lidt penge på en orange Uslu Airlines neglelak og nogle delfin-øreringe i galvaniseret metal.

Jeg hører Scott Walker hele tiden lige nu. Her er han med The Walker Brothers, der var fortidens svar på Hanson brødrene. De var dog ikke brødre i virkeligheden.
Walker Brothers - The Sun Ain't Gonna Shine Anymore


Og så vil jeg anbefale alle at gå ind og høre The Flies på deres MySpace
Især sangen "Walking On The Sand" er fantastisk hvis man skruer højt op for volumen.

Ladywalkers

I aften var jeg for sent på den da jeg skulle mødes med en veninde inde i byen. Som sædvanlig havde jeg taget mig en lille lur efter jeg kom hjem fra arbejde. Og som sædvanlig kunne jeg ikke styre det. Jeg vågnede op 8 minutter efter jeg skulle have været der. Hov...

Så jeg styrtede ud til bussen. Uden grund. Bussen lod vente 20 minutter på sig. Så da den endelig kom var den godt fyldt op.
Jeg var nødt til at stå op da den sidste plads blev taget af en ghetto tøz lige inden mig. Fint nok.

Men så: Ved Panum Instituttet steg ca. 30 midaldrende kvinder ind i bussen. Alle havde de regntøj på og en sort t-shirt udenover med påskiften "LADYWALK". På ryggen havde de små sponsorerede pink tasker ligeledes med påskriften "LADYWALK". Alle havde de kedelige korthårsfrisurer. Og jeg forventede den værste gang grå hverdagssnak imens jeg blev mast længere og længere ind mod busvinduet, indtil jeg til sidst lagde en fedtet kind ind mod ruden.

Men det var fantastisk! Damerne hvinede og grinede hver gang bussen drejede. Og de lød som små piger på skoleudflugt.
Det var så fint og luften var så tyk af østrogen at man kunne skære i den. De her damer var ikke selvbevidste og de forsøgte ikke at være pæne eller trendy eller lækre. De var bare piger. Og de gik Lady Walks.

Og da jeg steg ud af bussen på Nørreport var jeg så glad for at jeg var pige. Og at det ingen alder har.

>:( vs. B-D

Argh, i dag har jeg det virkelig skidt. Jeg har migræne. Noget jeg troede jeg ikke rigtig bøvlede med længere. Jeg har stoppet mig med medicin og det har hjulpet så meget at jeg nu kan høre musik og lyset ikke længere skærer mig i øjnene.
I stedet er jeg blevet helt rundtosset og fraværende og kvalm.
Og jeg kan mærke på humørbarometeret at jeg har brug for der snart sker noget godt.

Hytten er smadret og superklammuella. jeg burde rydde op og gøre rent.


I stedet har jeg lavet et mixtape. Til dig. Fordi jeg tænker på dig.


Først er der "For Halloween" som du hører imens du kigger på din tlf og overvejer om du ikke burde ringe til mig.

Så er der "Hot Lips" der får dig til at overveje om du måske ikke alligevel bare skulle tage i byen i aften.

"Some Indulgence" - der er så mange kønne og søde piger. I aften aer de dig på kinden og du overvejer om du ikke har kæmpet imod længe nok nu.

Tilsidst har jeg lagt Juan McLean remixet af Sally Shapiro på, så du har noget at høre lige inden du skal ud af døren.

caterpillarcat.muxtape.com

Poul Thomsen = alt der er rart

Jeg ville først skrive en blog om min egen middelmådighed når det kommer til CS3, CSS og CMS.

Så ville jeg skrive endnu mere om fesne damer, og om hvor nederen det føles når disse inkasserer præmier for min indsats. Og hvordan dette mønster synes at have gentaget sig konstant siden jeg var 13, men for først at nå sit absolutte klimaks i mit 23. år.

Det førte videre til at jeg derfor ville erklære at jeg aldrig gad investere mig selv for alvor igen.

Men i stedet:


Jeg savner Poul Thomsen. På en eller anden måde er han den allermest trygge person jeg overhovedet kan komme i tanke om. Jeg er sikker på at han er en vidunderlig far. Og hvis han havde været min far ville jeg sikkert være blevet dyrlæge.
Og han havde fortalt mig om dyrene og geologi og botanik. Og han ville have en naturlig forklaring på alle de ting jeg bare slet ikke forstår uanset hvor meget jeg vender og drejer det...

Og han havde ladet mig slæbe alle de herreløse katte med hjem som jeg overhovedet kunne opstøve.

Nårh, ja, det lod min egen far mig jo også gøre. Men han kunne også godt lide Poul Thomsen.

Four fallible flags in hybersonic

I nat havde jeg en ret uhyggelig drøm. Jeg drømte at jeg befandt mig et mystisk futuristisk bymiljø, hvor det altid var nat. I byen spøgte masser af digitale spøgelser der slog folk ihjel på meget bestialsk vis. Jeg blev jagtet og fik beskyttelse af David Sitek (fra TV on the Radio) der var en form for special agent men gik i tøj lissom Blues Brothers.

Men selvom drømmen var rigtig skummel, så mindede dem mig om Ballard-sci-fi-romaner og Klaxons' hyperfuturisme. Og sej, underlig arketektur. Alt sammen gode sager!

Derfor kommer her en hyldest til noget favoritarkitektur:


Caseros Fængslet i Buenos Aires
Fængslet blev bygget under militærdiktaturet og blev taget i brug til politiske fanger i '79. Grundformen er et H. Læg mærke til de to blokkes tætte placering, og hvor lidt sollys der kommer ind i de celler der vender ind mod gården.
Meget af det oprindelige interiør ændredes efter et fangeoprør i 1984. Læg bl.a. mære til de huller fangerne lavede i de ydre mure. Fængslet er desværre nu ved at blive revet ned.


Trellick Tower i London
Brutalist-arkitekten Erno Goldfinger (I know, det hele lyder som en joke... :) tegnede boligblokken der stod færdig i 1972. I lang tid var det et meget socialt belastet område hvor ingen ville bo. Men da beliggenheden blev bedre i takt med Londons områdefornyelse i Kensington blev det også mere ønskværdigt at bo her.
Det er i øvrigt denne boligblok som Frank og Hannah bor i i Danny Boyles "28 Days Later".



West Pier i Brighton
Var mit yndlingssted i hele verden. Blev opført i 1866 og var verdens uden tvivl smukkeste pier. Havde bl.a. pavillioner, teater og koncerthal og var det ultimative symbol på Brightons forlystelsessyge. Den blev lukket i 1975, fordi den skulle renoveres. Desværre var der ingen penge til renovationen, på trods af at den var "Grade I listed" (Englands system for bevaringsværdige bygninger). Efter påsatte brande i 2003 var skaden mere eller mindre ugenoprettelig. Og i 2005 drev de sidste af stålskellettet til havs efter en vinterstorm.



Palace of Soviets i Moskva (aldrig bygget)
Efter at have revet Vor Frelser Katedralen ned nær Kreml i Moskva, udskrev den Sovietiske ledelse i 1931 en arkitektkonkurence. Der skulle bygges et nyt Arbejderpalads på det sted der før havde været ejet af rigmænd og tsarer. Boris Iofan vandt med dette fantastiske nyklassiske /konstruktivistiske koncept.
Se det! Det er så kæmpestort! Og vildt!
Desværre blev dette kommunistiske vidunder aldrig bygget. Og efter Soviets fald blev Vor Frelser Katedralen genopført.

Huler i hytten

For tiden har jeg lidt en periode hvor jeg ikke helt kan hitte hoved og hale i hvordan verden fungerer. Der sker mystiske, surreelle ting hver dag. Folk opfører sig anderledes end jeg havde forventet. Følelser forvrænges.

Så I stedet for at prøve at forstå alt det underlige, gemmer jeg mig på arbejdet og i lejligheden. På arbejdet koncentrerer jeg mig om at tjene penge. Og hjemme bygger jeg huler under bordet og laver flere underlige loftsudsmykninger. Jeg har opfundet en lilje i en form for snyde-origami. Og kubiske former i skumgummi og neon og blæk. Og er blevet vildt fascineret af talebobler og det at lave min egen tegneserie.

Jeg har også lavet en top 3 over de absolut mest fesne damer jeg kender. Åh gud, de damer fortjener virkelig at nogle sjuskede flyttemænd taber pianoer ned fra 5. sal i hovedet på dem. Jeg ville gerne offentliggøre listen. Men jeg tror der er ret god sandsynlighed for at et par af dem bryder sig tilsvarende lidt om mig og stalker mig lidt for at holde hadet ved lige. Så nu kan de jo bare få lov at gætte i stedet. Argh, de er så fesne at jeg får helt ondt i maven ved tanken om dem.

Sindssygdom - vejen bort fra mennesket

Min søde veninde skrev til min anden søde veninde:

"Nietzsche træder ud af sit hotel i Torino. Han ser foran sig en hest og en kusk, som slår den med pisken. Nietzsche går hen til hesten, og for øjnene af kusken omfavner han dens hals og græder.
Det var i året 1889 og Nietzsche var på dette tidspunkt også fjernt fra menneskene. Sagt på en anden måde: Netop på det tidspunkt brød hans sindssygdom ud. Men netop derfor synes jeg, har hans gestus en vidtrækkende mening. Nietzsche kom for at bede hesten om forladelse for Descartes. Hans sindsforvirring (altså hans brud på menneskeheden) begynder i det øjeblik han græder over en hest.
Og det er den Nietzsche jeg holder af, ligesom jeg holder af Tereza med den dødsdømte hunds hoved hvilende i sit skød. Jeg ser dem side om side: begge træder de bort fra den vej, menneskeheden "naturens herre og ejer", marcherer frem ad!"

Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv. Hvor er jeg heldig at have veninder som dem jeg har.

Fed fredag // til Jensen

Todd Rundgren - Hello, It's Me


Jeg tror Todd og jeg har meget tilfælles. Begge er vi wannabe-påfugle og alene bag klaveret.

Born slippy

En sommeraften for to år siden lejede fire amerikanske drenge bycykler i Århus. De cyklede rundt på industrihavnen.
Om aftenen spillede de koncert i Øst For Paradis. I alt var der måske 12 publikummer.
Dagen efter fortalte jeg dem at jeg holdt utrolig meget af dem alle og ville ønske de altid kunne gå bag mig og være soundtracket til "filmen" om mig. De smilede forfjamsket og trak på skuldrene.

Men jeg gjorde dem til soundtracket. Når Jonas ikke var hjemme satte jeg Colorado meget højt på i anlægget. Om sommeren hørte jeg On A Neck, On A Spit imens jeg lå på plænen og kiggede op i træerne. Og Marla imens jeg rendte rundt i et hus der engang havde været mit.

Når jeg cyklede sad alle drengene på baggagebæreren og hviskede mig søde ord i ørene.

Nogle gange holder man så meget af folk at det ville være en skam ikke at fortælle historier om hvordan de elsker een tilbage.

Jeg elsker pop og grisebasser!

I lørdags var jeg til Mt. Eerie/Microphones koncert med hele det Københavnske indie-miljø. Selve Mt. Eerie koncerten var dog temmelig skuffende og kedelig, og i virkeligheden gider jeg slet ikke snakke om den.
Men opvarmningen var fantastisk. De hed No Kids og kom fra Canada og de sparkede røv, hvad enten publikum kunne lide det eller ej!
Musikken minder lidt om en analog blanding af Hot Chip og Pharrell Williams. De lyder umiddelbart underligt som opvarmning for et af de store indie-koryfæer. (Og det syntes alle andre end mig vist også det var...)
Men No Kids formår at blande korsang og analoge rytmeflader på samme måde som Dirty Projectors, uden lyden bliver lige så abstrakt. Tværtimod er det små skønne popperler der næsten bliver helt twee-uskyldige (uden det er det der er målet).

Ikke destomindre hadede alle andre end mig det. Jeg hørte piger med indiegrydefrisuren og drenge med indiecardigans omkring mig brokke sig over det. Hvilket jeg slet ikke forstår. Men så huskede jeg tilbage til min korte tid på Svingninger.

Regel nr. 1.: Det gælder om at svine.
Regel nr. 2.: Og at kun bryde sig om ting der intet mainstream potentiale har.

Det lyder klicheagtigt. Men ikke destomindre var det den fornemmelse jeg stod med efter koncerten. Men folk om det. Jeg er dybest set ligeglad. Jeg kunne virkelig godt lide No Kids og anbefaler dem til alle der gider lytte!

No Kids - For Halloween

Og så lige en opfordring... Jeg ved godt de fleste nok ikke går op i det...

Men: Danmark er et rigt land. Vi har råd til en ordentlig dyrevelfærdspolitik. Alligevel er der så mange ting ved den måde vi holder husdyr der bare ikke er etisk forsvarligt.
Grise er meget intelligente dyr. Klogere end mange hunde. Men i Danmark er 95 % af alle søer fikseret. Dvs. de ligger fastspændte i en sti og ammer deres smågrise gennem tremmer.
Foruden at berøve søerne deres moderinstinkt, får mange af dem liggesår og infektioner af at ligge fikseret.
Så vil I ikke nok være søde at gå herind og skrive under?? Så gør I både mig og grisene meget glade!

Befri grisene!

PAS PÅ! Hun har en blog og hun er ikke bange for at bruge den!

edit: nej

En ovn!!! Oh bliss!

Mit hood ligger på kanten til indre Nørrebro, men er ret smadret. Indre Haraldsgadekvarteret er en blanding af gamle industribygninger og sociale boligbyggerier. Da jeg flyttede ind googlede jeg området meget og fandt ud af at der var planlagt områdefornyelse for at gøre hood'et mindre belastet. Den blev sat i gang i starten af april.
Nogle indvandrer-damer (jeg ved ikke hvad det politisk korrekte ord er) er blevet ansat som miljøkonsulenter her i Titanparken og kommer rundt og fortæller os svin om at vi skal lufte ud i hytten og genbruge sager. Der er ofte møder (med kaffe og kage!!) hvor man kan komme med ideer til hvordan indfødte danskere og nydanskere kan interagere, så man ikke danner små kolonier. På den anden side af vejen er der ved at blive anlagt et nyt universitetscampus. Derudover bliver der afholdt streetbasket turneringer og i dag blev der for første gang holdt loppemarked i Titanparken. På løbesedlen for arrangementet stod der man kunne købe sjove gamle ting til sin bolig.

Så jeg troppede op kl 11 og håbede på sjove ting. Og grimme ting. Og farvede ting.
Men boderne på loppemarkedet skuffede. Der var en bod der solgte hjemmelavede nisser. Og en der solgte fyrfadsstager. Og så optrådte der danse- og musikgrupper fra Etnisk Center, der ligger nede på hjørnet. Men jeg er nu ikke en sucker for den slags gøgl (tillader jeg mig at kalde det...). Så jeg var allerede på vej væk da jeg pludselig spottede GULD!

Som opmærksomme læsere måske har bemærket har jeg længe hadet min hytte fordi der ingen ovn var (og jeg ELSKER smeltet ost :).

Og pludselig stod den der bare. En lille gammel elovn fra Kenwood.
Jeg fik krejlet sælgeren ned fra 100 kr til 50 kr (man er vel vokset på Vorbasse Marked...) og slæbte så det lille mirakel med hjem til verdens mindste og allerede overfyldte lejlighed.

Jeg har fået den installeret og afprøvet den ved at bage double choc cookies.



Jeg giver både småkagerne og ovnen seks ud af seks new rave æbler.



Dog har ovnen nu åbnet mine øjne for mulighederne for at blive tilfreds med med min lejlighed. Ligesom der foregår områdefornyelse vil jeg i de kommende uger satse på lejlighedsfornyelse og lege håndværker og gøre køkkenet mere brugbart.

Lobotomi

For tiden foregår min eneste undervisning via wikipedia. De emner jeg har udforsket derved er dog temmelig dystre. For en uge siden undersøgte jeg meget om freaks. Altså deforme mennesker der blev udstillet i sideshows. Cirkusser.

Et andet emne der har fascineret mig meget igennem længere tid er lobotomier. Altså hvordan man kirurgisk forsøger at helbrede psykiske lidelser.
I 1945 opfandt den amerikanske neurokirurg Walter Freeman den transorbitale lobotomi. Den gik i al sin enkelhed på at han førte en issyl ind bag øjet på patienten, hvorefter han vrikkede sylen lidt rundt for at ødelægge dele af de forreste pandelapper. Kureret!

Transorbital lobotomi

Fordi denne operation var hurtigere end først at åbne kraniet, og desuden ikke krævede at patienten var i fuld narkose var Freeman i stand til at behandle et højt antal patienter.
Desværre gik det ikke altid godt. Mange blev retarderede efter behandlingen. Andre døde af infektioner.

Men alligevel var en lobotomi den måde man behandlede bl.a. depressioner og skizofreni.

Men jeg troede lobotomierne hørte en anden tid til. Den tid hvor man også syntes DDT og atomkraft var all the rage.
Men så faldt jeg over en artikel om en britisk tidligere barnestjerne, Lena Zavaroni, der i 1999 døde efter at have modtaget en lobotomi. WTF?!?

Nå, men i hvert fald er neurokirurgi et rigtigt spændende emne, både hvad angår etik og lægehistorie. Og folk tror man er herre-goth når man ved en hel masse om det! BONUS!

Jeg giver det 6 ud af 6 new rave æbler!


NP: Sonic Youth - Teen Age Riot

Teknologien længe leve

Selvom jeg er teknologifreak, og endda kan prale af NÆSTEN at have gennemført en uddannelse indenfor digital æstetik, så har jeg længe været den sidste gammeldags forkæmper for cd-formatet. Jeg har haft det på samme med at sætte en cd på anlægget, som rigtige lydentutiaster har det når de sætter en vinylplade på.
Min generation er den sidste der har oplevet hvordan livet er uden digitalisering og internet. Derfor har det været nostalgisk med cder. Jeg kan huske da jeg gik i gymnasiet og nogle gange huggede mors bil for at køre ud i den gode pladebutik i Kolding og købe nogle cder. Når man så kom hjem og satte cden på vidste man der ventede een en oplevelse. Og man glædede sig til at høre cden fra start til slut.
Men den tid virker til at være slut. Nu henter folk mp3er af de hits de har hørt før. Hvis de endelig henter hele albums er det som regel via torrents hvor man står med dårlig smag i munden bagefter over at have "hugget" fra kunstneren.

Men jeg er ikke bedre selv. I hvert fald er min digitale musiksamling efterhånden ret omfattende. Og det har irriteret mig at være nødt til at høre min musik på de skodagtige højtalere på den skodagtige macbook.

Så i dag købte jeg computerhøjtalere så min computer kan afløse mit konfirmationsanlæg. Valget faldt på Creatives I-Trigue 3000.
Designet er sort og anonymt. Hvilket er et plus for mig, da jeg gerne vil gemme dem væk i en bogreol så man ikke ser dem.
Både højtalere og subwoofer er relativt små, så jeg var meget skeptisk hvorvidt de overhovedet kunne noget som helst. Først var jeg slet ikke begejstret for lyden. Synes ikke forholdet mellem bas og diskant var som det skulle være. Men efter at have rodet lidt med nogle indstillinger må jeg nu indrømme at lyden er ret god.

Dog er det allerbedste: subwooferen! Den er så sej. Mine naboer hader mig sikkert allerede, for jeg har virkelig afprøvet den i dag. Hvorfor har jeg aldrig haft sådan en før? Og jeg kaldte mig new rave?! Pfff...
Det er virkelig nogle krasbørstige dunk den lille pigesubwoofer er i stand til at frembringe! True girlpower!

Trust your lover

Jeg har genopdaget mit crush på The Dears. Denne gang er det dog ikke "No Cities Left", men derimod "Gang of Losers".
Umiddelbart virker den ikke nær så godt produceret som den første. Det har tidligere irriteret mig, men i går gik det op for mig at det måske er et meget modigt og bevidst valg ikke at lade opfølgeren være så poleret og storladent orkestreret som gennembrudet.
Teksterne er stadig ultimativ weltschmertz og beskrivelser af depressioner. Ofte på en temmelig naiv og teenageagtig måde: Men det gør det meget realistisk at der ikke pyntes på teksterne med flotte ord og klogt billedsprog. Mens musikken svinger mellem det tilsvarende naive og det mere komplekse og er ofte helt surrealistik i sin opbygning
Murray Lightburns stemmer minder om en blanding af Morrisey og Damon Albarns. Og sammenligningen med Morrisey er egentlig meget fair. Teksterne er tilsvarende mørke. Og jeg får det ofte på samme måde som når jeg i gymnasiet og fortalte jeg hørte The Smiths når jeg nu siger The Dears i stedet. Det er som om folk anser mig for en klicheagtig whine-ass når jeg siger det.

Genremæssigt befinder bandet sig mellem indie/soul/pop. Men jeg synes det giver det forkerte billede af hvad bandet i virkeligheden er: de er depressive, de vil elske verden men finder det svært når alle svigter dem, de ryger, de er frustrerede, de er naive.
I hvert fald har The Dears' No Cities Left været soundtracket til nogle af mest opgivende og triste følelser jeg nogensinde har stået med. Sangen "Pinned Together, Falling Apart" har holdt mig selskab igennem ensomme flytninger, hjertesorger, dødsfald og regnvejrsdage.

The Dears - You and I Are A Gang of Losers