Det var slet ikke det, det skulle handle om

I left the house
It was just to see you for an hour
Hoping for two

M4A: The Dears - The Second Part

Puslespilsbrik

there you are on the fence

with those lips I could spend a day with

Det virker lidt som om alt der kan gå galt er gået galt her den sidste uge.
-Jobbet er et cirkus uden lige og jeg kan efter denne weekend ikke se nogen måde jeg kan fortsætte med at arbejde der på.
-Min læge har nye funky Hollywood-agtige ideer til hvordan vi kurerer mig.
-Min bank havde utrolig dårlige nyheder til mig.
Og prikken over i'et er at mit køle/fryseskab er gået i stykker og at jeg nu må smide lækkerier såsom Primadonna og parmagiano reggiano ost, Carl Johan svampe og krebsehaler ud. LÅRT!

Og listen er faktisk noget længere, men orker simpelthen ikke at fortælle om problemerne her, når jeg ikke engang har sagt noget til mine venner...

Men jeg snakkede med min mor om dem. Og det endte med at være en rigtig god oplevelse. Jeg havde været bange for hun ville skælde mig ud for at jeg kagede sådan rundt i alt muligt og ikke var der hvor vi altid havde regnet med jeg skulle være på dette tidspunkt.
I stedet var hun helt fantastisk og støttede mig i at uanset hvad jeg valgte at gøre, så skulle det nok være det rette. Det var en lettelse at få fortalt hende noget af alt det der går og trykker.

Anyways, jeg er ikke engang rigtig nede over det. Mere bare lidt i vildrede og mit hoved er ret fucked af at tænke så meget over sagerne.

MP3: Rumspringa - Goldmine

London with or without you

I'll hold the camera myself, dear.
London, januar 2008.

Jeg har besluttet mig for at tage til London i november. Hvis jeg planlægger det smart kan jeg nå BÅDE at komme til opførelsen af Scott Walkers "Drifting and Tilting" i Barbican Centre OG TV on the Radio et par dage senere.

På mange måder hænger "efterår" og "London" så godt sammen i mit hoved at jeg altid savner London enormt meget på denne årstid.

Glæder mig til at snakke med egern og sparke mig igennem bladene i St. James' Park. Og drikke varm kakao med skumfiduser på 1001 Cafe. Og bare hænge hele dagen på Tate Modern. Og drikke øl på The Enterprise først og så videre på Koko og danse.

Og selvom det er en side ved mig selv jeg ikke helt ved hvad jeg skal stille op med, så er noget af det mest fantastiske ved en novembertur, hold nu fast, Harrods' juleudstilling. SORRY!!!

Jeg har ikke fundet nogen der begejstret råbte "JA!" når jeg spurgte om de ville med. Så jeg regner med at tage alene derover. Men hvis der er nogen der skal derover samtidig. Så sig lige til, for selvom en uges solitude virker fint nok nu, så tror jeg nu jeg bliver lidt selskabssyg når der først er gået et par dage...

MP3: Thom Yorke - And It Rained All Night

Edit: Hvorfor har ingen af jer hentet "Synchrotron" med Simon Bookish fra indlægget to gange tilbage? Den er fantastisk og I går altså virkelig glip af noget! :)

Dårlig!

Fuck, hvor Szhirley giver mig ufattelig meget nederen på.

This is what makes it impossible to escape a black hole

I stedet for at rydde op har jeg tegnet subatomare partikelaccelleratorer.

Jeg har planer om at gøre to yndlings en tjeneste.

MP3: Simon Bookish - Synchrotron


Edit: Large Hadron Collider er gået i stykker og CERN gætter på det tager to måneder at udbedre skaderne. Dermed skydes jordens potentielle undergang altså lidt ud i fremtiden.

Embargo

...på alt andet end min seng+vinterdyne, Radiohead og min Macbaby.



Pludselig er der rigtig mange mennesker jeg kender der på een gang gør krav på handling fra mig. Og jeg kan ikke andet end at kigge ind i væggen.

Nogle burde have tæsk. Nogle burde jeg undskylde overfor og love dem at alt ville blive bedre.

Og så er der dem hvor jeg ikke aner hvad jeg gør. Først og fremmest fordi tingene ikke hænger sammen.

Men et eksempel: min usynlige ven.
Jeg følte mig som den fucking klamme stalker, hvis brev jeg reciterede per hukommelse. Der var ingen respons. Jeg sad og kiggede for at finde snærten af noget jeg kendte i hans øjne.
Det eneste jeg genkendte var "Jeg er ked af det, men det går bare ikke" og et lovely skuldertræk.

Senere sagde han "det er underligt at se dig på den her måde, som om jeg slet ikke kender dig"

Fuck. Men denne gang vil jeg lade være at fortolke. Han kan jo sagtens have savnet mig selvom han ikke gav udtryk for det. Jeg selv kastede mig jo heller ikke om halsen på ham i verdens største knus, selvom det var det jeg havde mest lyst til.
Jeg ved som sagt ikke hvad jeg kan gøre. Det var ikke mit valg at vi ikke skulle ses, så embargoen af mig må vel bare fortsætte som det har gjort det siden maj.

Selvom jeg stensikkert havde et mål med det, endte det med at jeg brugte resten af natten på at cykle København tynd. Endte på en kantsten med øl og Mads hvor vi (ved en fejltagelse!) kom til at råbe "GAMMELSMØLF!" efter en truende grønlænderinde..


MP3: Radiohead - Idioteque (Hot Biscuits)

Irma-whore

Mit besøgstal er faldet. En webredaktørs værste mareridt.
Så jeg tænker over hvorfor det forholder sig sådan. Måske gider folk ikke høre om mit humør?

Så i stedet kan I få lov at høre om industrielt design.

I dag handlede jeg ind i Irma. Når jeg gør det, fortrækker jeg at købe Irmas egne produkter. Fordi de er pæne på grund af minimalismen. Jeg kan godt lide når man stabler alle varerne hjemme i køkkenskabet. FORDI: Det minder om Dharma Initiativets design.

Se selv:

Venligst ignorer Don Simon papvinen og det fyldte askebæger. My life is such a party

Så det er nok derfor... I virkeligheden er det jeg længes efter nok at komme tilbage på Lost-øen...

Humøret halter stadig efter sidste tids frontal-angreb. Ja, faktisk er det pt. non-eksisterende. Så jeg gider ikke sige mere.

MP3: Radiohead - Knives Out (Pasta Primavera)

Sygedag

Jeg vågnede op i nat. Og var pludselig fuldstændig ulykkelig, og græd og hulkede.

Jeg prøvede at spise noget
Jeg prøvede at se M*A*S*H
Jeg pimpede myspace
Jeg røg en cigaret med hovedet hængende ud af vinduet
Jeg prøvede at kigge billeder. Men billederne var nok den dårligste ide af alle dårlige ideer.

Resten af natten var jeg grådkvalt og vågen, ind til jeg bogstaveligt talt gik omkuld i morges.

:-/

Da Mads fyldte 18 gav jeg ham Lise Westzynthius' Heavy Dream i fødselsdagsgave.

Coveret er fantastisk. Det er Nina Beier der har lavet det. Hun har fotograferet Lise om morgenen inden det bliver lyst.

På mit yndlingsbillede sidder hun helt alene, sammenkrøbet i hendes undertøj og græder.

(Tak, Mikkel)

Jeg elskede det billede. Jeg ville så gerne vide hvorfor Lise græd og var så ulykkelig. Nina Beiers foto hintede det nemlig overhovedet ikke. Jeg vidste jo nok allerede dengang at jeg havde anlæg for det samme som Lise.

Lise havde også en kat.

Anyways... Heavy Dream er et fantastisk smukt album, som jeg gav en revival i morges tidligt. Kort tid inden jeg ringede til De Fortabte Børns By og meldte mig syg.

Lise Westzynthius - 1st Movement (m4a)

Wake up // shoot me

All to shit

Jeg skal virkelig lære at blive bedre til at læse tegnene i forvejen.

MP3: Gang Of Four - I Love A Man In Uniform (Yeah Yeah Yeahs remix)

...Og jeg gider forresten ikke snakke om det.

Converging in the quiet

MP3: Gang of Four - What We All Want

Et lille show, opført i min opgang tidligt i morges

Overlevelsesøkonomi

They only want you when you're seventeen,
when you're twentyone
you're no fun

Så i dag døde jeg ikke alligevel. Men Urban siger at sagen om Det Sorte Hul først kan afgøres efter en måned.

Jeg forsøger at følge Sørens råd om at tænke på alle de andre grimme katastrofer der kan ske i stedet... :S

MP3: Ladytron - Seventeen (Soulwax remix) (DHTBT)

This panic room won't protect us from any black holes

Har lige sagt farvel til mor, Djengis og Joy på Skive Station. De står ude på den anden side af glasset og vinker. Og jeg prøver på ikke at græde.
Djengis render rundt og smiler og logrer. Den hund har simpelthen den mest fantastiske ansigtsmimik... Og mor smiler og forsøger at få Djengis til at opdage jeg sidder inde i toget. Hun har en fin pinkternet kjole på og er stadig flot brun. FUCK. Hvorfor føles det som om det er sidste gang jeg ser dem?

Sikkert på grund af mit dystopiske humør der overvejer konsekvenserne af at jorden går under på onsdag.

Det var det samme da jeg lige var fyldt 15 og ventede på årtusindeskiftet. Var også dengang virkelig bange for at jeg skulle komme til at opleve enden på verden. Så bange at da vi tog til nytårsfest hos vores naboer på nytårsaften, var det med min lille taske, i al hemmelighed, fyldt med nok Imovane og Stesoer til at mor, far, Drelle og jeg selv kunne begå selvmord hvis det værste skulle ske og Rusland havde glemt at Milleniumsikre sine atommissiler.

Som jeg kører fra Skive tænker jeg irriteret på at det ville være pissetræls hvis det var sidste gang jeg skulle se min familie.

Andre ting der ville være træls er det at jeg ikke kom til at opleve et andet menneske være forelsket i mig.
Eller aldrig kom til Island.
Og aldrig fik gjort noget der ændrede et andet menneskes liv til det bedre.

MP3: Unkle feat. Ian Brown - Be There
(Dead Flowers)

Babies

Chuck & Røde Sonja fanget i et øjebliks gåen-koldhed

Se-Ri-Øst.... Hvem kan synes menneskebabyer er sødere?!?

I går på arbejde kom en af barselsorlovisterne (der er mange af dem i De Fortabte Børns By) med hendes 14 dage gamle rynkede sveske. Og straks ophørte al normal arbejdsgang fordi alle damerne skulle hen og sige "NEEEEJ! Hvor er han SØD!" og løfte på ham.
Bortset fra mig. Jeg blev trodsigt siddende og tastede. Babyer har aldrig interesseret mig. De er ca ligeså spændende som integralregning. NEJ forresten. Integralregning er 10.000 gange sjovere.
Jeg laver det om til at babyer er ligeså sjove som det at lave matematisk statistik.

Børn bliver først sjove når de er gamle nok til at lave ballade.

Men tilbage til mine egne små vidundere.

Stedfar er ikke enig med mig når det kommer til navngivelsen. Han mener de skal hedde Sylvester (godt navn!) og Et-eller-andet fransk (dårlig ide!).
Men de her babes er alt for fierce. Jeg kalder dem Chuck og Røde Sonja.

Jeg tjekkede sladdersiderne, og er ligesom hele Australien ret forarget over at småprinsesser bliver trukket i døde dyrs hud. Også fordi det er trist. For når nogen er gammel nok til at gå i pels er de også gamle nok til at blive lagt for had.
Så, værs'go Isabella og Mary (og fucking klamme Pureheart, selvfølgelig også!) - velkommen på hadelisten.
Det var sgu nok kun et spørgsmål om tid, eftersom resten af jeres klamme familie allerede er derinde.

Musik: Det nye TOTR lyder dazzling. Glæder mig til hele albummet "Dear Science" kommer lige om snart.

TV on the Radio - Golden Age (Sixeyesmedia)

Chinks, gooks and krauts

Jeg tror ikke asiatiske mennesker kan lide mig. I et gammelt leksikon jeg engang kiggede i, stod der at asiater ikke kunne lide negere. Måske kan de heller ikke lide jøder?

Kineser-naboen kigger i hvert fald ALTID meget hadsk på mig (og hun bor på den modsatte side, så det kan ikke være noget med at jeg hører for høj musik...) og hun svarer heller aldrig på mit "hej". Hun er så flabet!

Til gengæld har Tyskere - ze krauts - en svaghed for mig. Hvilket igen er underligt når man har hele jøde-tingen in mente...

Electric Six - Danger! High Voltage

Lost IRL

Er kommet tilbage til civilisationen efter at have boet et par dage i Dharma-initiativets landsby inde i junglen på Lost-øen.

I dag inden jeg skulle afsted tilbage, foreslog deres leder mig at jeg blev. Dharma-initiativet havde været meget tilfreds med min indsats. Jeg ville få mit eget lille hus i junglen, samt mulighed for at konstuere alt jeg kunne drømme om. Broer af papir der kan bære sin egen vægt mere end 3000 gange. Elektriske stødhegn rejst i midten af moser.

Tænk at det faktisk kunne være virkeligheden?