Brev til en ven

"I stedet for at gå, bliver jeg siddende.

Jeg kigger lidt ud i luften. Kigger ind i væggen.

Så sætter jeg noget musik på. Men jeg lytter ikke rigtig efter. Jeg tænker på at gå i gang med at lave aftensmad, men ender med bare at spise en rugbrødsmad.

Jeg er blevet for doven til at holde min dårlige vane med at pille mit hår i stykker ved lige. Mit hår har aldrig været sundere.

Jeg tager varmt tøj på og går en lang tur i Fælledparken i snevejret.

Tanken om at jeg faktisk kan være ved at have det godt, kan være ret skræmmende når jeg tænker for meget over det. Efterhånden er jeg vist bare blevet vant til at det eneste der var sikkert var at den næste nedtur var lige om hjørnet. Det var efterhånden ikke engang en dårlig ting for mig.

Jeg har en veninde der beskrev sin Weltschmertz som en gammel, og lidt belastende husven, der kom på uanmeldt besøg i ny og næ. Selvom det var træls, var det også velkendt og trygt.
Måske nærmest en trøst at et element i ens liv aldrig skrider og efterlader een stående uforstående tilbage. For man lærer at forstå den. Lærer at kommandere rundt med den.

Sådan har jeg ikke lyst til at have det. Jeg har bare lyst til at alt det der gør mig glad skal blive hos mig."