That's paranoia

Endnu et surrelt scenarie udspillede sig i dag i skolen.

Der er egentlig en lang forhistorie til... Men jeg kan måske bare forklare helt kort at pigen, M, som den handler om, længe har været udset af lærerne på skolen til at skulle være min nye bedste ven.
Grunden til dette fik jeg at vide under et ellers fortroligt møde mellem mig og min kontaktlærer, kort efter det eneste der tilnærmelsesvist kunne have været beskrevet som en veninde på skolen var droppet ud.

"Du bør nok finde nogle nye venner og veninder her på skolen. Det kan være en sund forpligtelse at have klassekammerater der undrer sig over hvor man er, de dage man ikke er i skole."
"Det er okay. Der er ikke så lang til tilbage."
"Du kunne jo blive venner med M? Hun render rundt og døjer med noget af det samme som dig."

PWNED

Selvom mine lærere mente vores fælles sindelag gjorde os til oplagte hjerteveninder, skal det lige siges jeg aldrig har talt med M. Fra første dag besluttede jeg mig for jeg ikke kunne lide hende. Hun så altid herresur ud. Hun var en freak.

Nu kommer så den egentlige historie.

Af uransagelige årsager, eller måske bare irritation over der INTET andet skete i skolen, endte jeg i et debatpanel der skulle diskutere etikken og rammerne for en oprustning af samfundets overvågning.
I stedet for selv at udtale mig det helt store, holdt jeg mig til at lave ansigter når de andre sagde dumme ting. Og det skete hele tiden.
Der var mange spændende holdninger.

• Bl.a. at ALT skulle overvåges, også cykelstativer, for det var fandeme for dårligt at man ikke kunne stille sin cykel noget sted uden den blev piftet.
• At vold og kriminalitet og terror startede efter 11. september.
• At det var med overvågning lissom med rygning. Fandme for dårligt der var nogen der ville overvåge om man røg eller ej (Jeg aner ikke hvad det handlede om!?!?!).

Alt i alt fik jeg virkelig skumlet meget på min stol. Når jeg altså ikke stenede og blot kiggede ud af vinduet.
Men alt dette blev jeg rykket ud af, da M skingert afbrød diskussionen og halvråbte "Jeg er ikke engang i tvivl. Jeg VED at politiet aflytter min telefon. Hele tiden!"
Herefter fortalte hun hvordan hun skilte sin telefon ad tre gange dagligt for at lede efter eksternt plantede mikrofoner. Og hvordan hun aldrig fortalte sandheden i telefonen, for så fandt politiet jo ud af det!

Jøsses altså. Jeg tvivler nu altså på det er en simpel, halvfesen depression M render rundt med...