Ghostproof

Jeg kan ikke forstå hvad der skete i dag. Pludselig var byen min ven, og på alle gader mødte jeg mine venner.
Når jeg råbte "hippiesvin!" efter langskæggede kvinder på Christianiacykler, kunne jeg ikke gøre det så det lød ondt. Det lød snarere kærligt.

Jeg startede dagen med at få skæld ud af min vicevært for at stille cyklen i vindfanget. Men pludselig skiftede han humør, og lovede at skaffe mig et kælderrum.

Derfra var dagen en surreel perlerække af begivenheder. Jeg har bedt om det skulle ske.
I H&M kostede alting 50 kr.
I Føtex var der næsten ingen varer. Blot et stort mørkt rum og tunge våde cementhuller. Noget af det eneste de havde, var det jeg var kommet efter: Æblesaft og kuverter.
På Charlottenborg mødte jeg O. Han er simpelthen noget af det sødeste der nogensinde er kommet ud af Nordvestjylland.

Jeg frygter efterhånden den tunge institutionelle kunst, som jeg frygter mig selv med mine bankkontoer i hånden. Blot er de i forskellige ender af skalaen. Kunsten giver mig lyst til at croake. Det gør mine pengesager nogle gange også. Men først efter jeg har følt det mest fantastiske sus, når pengene listes bort fra min bankrådgivers årvågenhed igennem magiske magnetstriber.

Det var slet ikke det jeg ville ud i at snakke om. For det hele er godt lige nu.

I morgen begynder eksamen og jeg er optimistisk og håber at fra nu af bliver det hele som det var meningen fra starten.