Det er ikke mig. Hun er fra Star Trek,Where No Man has Gone Before
Nogle gange kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv om det er dét værd. Altså umagen.
Hvorfor gøre noget hvis det ikke rører folk en disse?
Som at holde en tale til et menneske man elsker med klump i halsen, imens ingen lytter. Som at lave mad ingen spiser, eller spiser uden at smage på den. Som at plukke blomster, uden nogen bemærker buketten. Som at tage en neonfarvet kjole på til en fest, hvor det alligevel kun er pigen i nedringet bluse der hviner og fniser der bliver bemærket.
(Eller at skrive en blog med 7 daglige besøgende? Nå, det var ikke dét det handlede om. Som sådan)
Normalt vælger jeg bare at lade være med at prøve. For det er som om, at når jeg endelig prøver går det ubemærket hen. Så hellere sove middagslur.
Med hensyn til middagslursteorien, så minder min bror og jeg meget om hinanden på det område. Bortset fra han holder sig til søvnen og så ikke rigtigt at prøve. Og han er altid glad.
Men nu og da falder jeg i, og prøver at gøre nogle ting bedre.
Jeg tror jeg ville være gladere, hvis jeg holdt op med at prøve på at ændre noget som helst i nogen.
Men på den anden side ville der heller ikke være noget der gjorde mig gladere end hvis det lykkes. Hvis jeg fik øjenkontakt med nogen under min blankøjede enetale. Udsigten til det er dog netop blevet forlænget med en hel del...
0 kommentarer:
Send en kommentar