Skive pt 2 - Hvori der konkluderes at Poul Krebs er bedre end Bob Dylan. Han ta'r ham dog always med på vejen anyways...

Jeg havde egentlig tænkt at dette indlæg skulle handle om alt muligt andet. Men grundet dagens forløb ser jeg ingen anden mulighed end at skrive om gensynet med en gammel "ven af familien".

Jeg husker tydeligt de to første cder min mor og far købte (eller dvs. de to cder der fulgte med da de købte den forjættede cd-afspiller i 2tal i Grindsted). "Øjne På Stilke" med Gnags og "Kong Pukkelrygs Land" med Lars Lilholt. Men jeg husker dem stort set kun af navn.

Den første cd jeg der imod husker alt ved. Musikken, teksten, coveret og indlægsbogen. Det er "Små Sensationer" med Poul Krebs fra 1995.
Og jeg har stadig et meget nostalgisk forhold til den cd. For folk, hvis forældre har ladet dem vokse op med Bob Dylan og Neil Young, og den slags, er det måske nemt at forholde sig hånende kritisk overfor Poul Krebs.
Men til denne dag og videre herfra synes jeg stadig han har en lige så kær og oprigtig plads i mit hjerte som Kim Larsen og TV2. Ja, måske endda mere.
For historien sluttede ikke med familiens køb af "Små Sensationer". Faktisk kan man måske sige den først startede der.

Min mor begyndte en dyrkelse af Poul Krebs, der ellers er forbeholdt teenagere. Jeg husker hvordan vi rejste rundt i Midt- og Sydjylland og fulgte Poul Krebs fra koncert til koncert. Til denne dag er Poul Krebs stadig den musiker jeg har været til koncert med flest gange. Og det er sgu ikke fordi jeg ikke har forsøgt give andre pladsen.

Men årene gik. Og med tiden falmede min mors interesse for Poul Krebs. Faktisk falmede den så meget at da han i dag spillede til Beachparty, var det mig der måtte slæbe hende derhen. Og på vejen hen til scenen faldt der nogle halvspidse bemærkninger af om at han var kommet til at se gammel ud. (Herregud, mor! Det er 14 år siden Små Sensationer! :)

Heldigvis slutter historien lykkeligt: Poul Krebs nyfortolkede alle 90'er-sangene så intet støv fra dengang var tilbage. Faktisk var der lidt Bob Dylan over alle sangene. Især de nye. Ja, efter som jeg ikke er den store Bob Dylan-fan, vil jeg endda påstå Poul Krebs er noget bedre.
Han så glad ud og så virkelig ud til at hygge sig oppe på scenen. Han invitede endda tre youngsters i "Morrisson"-, "Dylan"- og "Elvis"-bluser op på scenen under selvsamme nummer. De kvitterede ved at alle at give ham et stort knus.
Og det måske allerbedste: Han spillede IKKE "Johnny Han var Li' Ved at Bli' Sindssyg"!

Både mor og datter var godt tilfredse efter koncerten. Og mor konkluderede: "Nu glæder jeg mig til at se ham til Thy Rock!".

Poul Krebs. Han er sgu god nok!