Were you but lying cold and dead, And lights were paling out of the West, You would come hither, and bend your head, And I would lay my head on your breast; And you would murmur tender words, Forgiving me, because you were dead: Nor would you rise and hasten away, Though you have the will of wild birds, But know your hair was bound and wound About the stars and moon and sun: O would, beloved, that you lay Under the dock-leaves in the ground, While lights were paling one by one.
If your right hand is causing you pain, cut it off
Jeg er i tvivl om hvor meget jeg lader mig påvirke af andres meninger. Tilsyneladende sårer det mig når folk angriber mine følelser. Betvivler værdien af dem. Jeg ændrer syn på det jeg holder af og finder rigtigt. Fordi dem jeg holder af ikke holder af det, eller tænker anderledes om det. Fordi de måske ikke længere vil kendes ved mig hvis jeg associeres med det jeg holder af.
Så jeg har besluttet mig. Hvis folk ikke kan lide det jeg elsker må jeg jo holde op med det. Jeg holder op med at tegne byen over med sprittuscher. No more Signe ♥ et-eller-andet. Ikke flere balloner i træerne. Ikke flere beundrende breve fra ukendte afsendere. Ikke flere kager med flødeostglasur og neonfarvet krymmel.
Kongehuset har altid haft en "sjov" fornemmelse for dyreetik. Prinsgemalen render rundt ude i skoven med bukserne om hælene og skamskyder alt han kan komme i nærheden af imens han hælder foie gras i dunken. Franske freak! Og alle damerne kan tilsyneladende sagtens affinde sig med at dyr lider og bliver flået mere eller mindre levende for at de kan have en ny pels på hver dag.
Den dumme kælling, hvis brevet fra PETA ikke virker skal jeg edderbankeme skræmme hende! Hun skulle aldrig have haft så nemt ved at få opholdstilladelse....
Jeg vågnede i morges. Og trak vejret normalt. Jeg vågnede uden bekymringer. Og det bekymrede mig. For jeg fucker ikke tingene mindre end normalt. Hvornår har jeg sidst vågnet ubekymret? Det må være mere end et år siden. På en eller anden måde er bekymringerne blevet en tryghed midt i byen jeg ikke forstår.
Jeg kan ikke forklare hvad der er sket, men alligevel er jeg rolig.
Min uge har været god, og fyldt med dejlige aftaler.
I tirsdags mødtes jeg med T. Min første og bedste blogveninde. Og det var som at møde en gammel ven. Lille, kønne, søde T, der om nogen ved hvordan det er når alting ikke lige blev som man troede. I dag læste jeg hendes blog og blev så glad at jeg havde lyst til at knipse, over at man kan tænke på den måde om mig...
I går pjækkede jeg fra den sidste times webnørderi og tog på Zoologisk Museum med Søren lige før de lukkede. Jeg ville ønske vi kunne bo på Zoologisk Museum. Jeg havde lyst til at række ud og ae de udstoppede dyr. Glemme de var døde og udstoppede.
I dag har jeg gået en lang tur med Tom Dandy i en frossen orkan, og er lige kommet ind med røde kinder og kolde fingre. Jeg modstår lysten til at kravle under dynen med gamle sange.
Byen lokker og lover den ikke smadrer mig retarderet i aften.
En tidlig morgen. Denne morgen. I morges. Stod jeg på Dan Turells Plads i Vangede og tog en dyb indånding. Før jeg fortsatte op af vejen til min destination. Nordsjælland rummer uanede muligheder for en pige som mig.
Men med nye muligheder kommer også nye veje man kan gå. Nye folk fortæller nye ting om hvordan de ser een. Hvordan de ser ens problemer.
Er problemerne nye?
Min nye ven i Vangede mente det ikke.
Men for mig er det nyt. Og jeg aner ikke hvad jeg skal stille op med det. At være placeret i denne boks af stereotyper.
Min krop er en ballast jeg kan slippe væk fra igennem drømme og fantasi. Alle de underlige ritualer jeg havde som barn. Min glæde ved ydre skønhed, men forelskelse i svagheder.
Alt er så fabulerende og vagt. Jeg mangler facts og diagnoser der tæsker al tvivl ud af mig. Gid man kunne teste mig lissom man tester damer for rogn i mavsen. "Tis på denne pind, og vi skal sige dig om du kommer til at ødelægge dit liv eller om du i sidste ende bliver den lykkeligste pige i København."
Jeg havde engang en ven der konkurrerede imod mig. Af en eller anden grund ville han altid gerne være bedre end mig til alt muligt underligt.
De venner vi havde tilfælles skulle helst kunne lide ham bedst. Hvis de bedre kunne lide mig, så var det fordi han "i virkeligheden" synes de var kedelige og HAN havde valgt at jeg gerne måtte få dem.
Han ville helst at ny musik blev opdaget igennem ham, og derefter formidlet videre til mig. Han vidste i det hele taget MEGET mere om musik end jeg gjorde, bortset fra elektronisk musik - HAN havde valgt at jeg gerne måtte beholde elektronisk musik for mig selv.
Men han holdt sig altid til kun at ville slå mig på de mere letbenede emner.
Han var aldrig patroniserende når det kom til hvem der scorede mest. Hvem der var gladest. Hvem der følte mindst for den anden.
Han vidste sikkert godt jeg var min egen værste fjende, og at jeg var stærk nok til at tæske mig selv bevidstløs. Hvilket jeg så gjorde i et stykke tid.
Jeg tæskede mig retarderet og 8 år tilbage i tiden. Og her er jeg så nu.
Du ved dette er mig Jeg lavede limonade: citroner, hyldeblomstsaft, myntethe og rørsukker
Du ved hvem du tænkte på her. Jeg flettede en grim blomsterkrans af tusindfryd, men den gik i stykker. Intet er dog så skidt at det ikke er godt for noget.
Jo, jeg må indrømme: Når jeg læser Perez Hilton HADER jeg, når min jagt efter sladder bliver afbrudt af hans "A Worthy Cause" indlæg. Om at redde Lille-Bobo i Langbortistan, eller sådan noget.
Ikke destomindre kaster jeg mig selv ud i noget lignende, og håber I er mere forstående...
Det har været et stykke tid siden jeg sidst opdaterede mig på hvad der skete på dyreværnsområdet. Det gjorde jeg så i aften. Og jeg blev så ked af det... Jeg fik simpelthen tårer i øjnene som jeg læste beretninger om hvordan mennesker behandler deres kæledyr.
Jeg ville ønske jeg kunne redde alle katte, hunde, heste og alle andre dyr i hele verden. At ingen af dem skulle være bundne, ensomme, fryse, sulte og på andre måde lide. Og endnu mere vigtigt: at ingen af dem skulle få en frygtelig død...
Så læste jeg om en mand der havde det på samme måde her. Gamle Jake fra Texas har taget 500 katte til sig, fordi han ikke kun bære de ikke skulle have et ordentligt liv. Det er en ret fascinerende lille film om en mand, der måske nok grænser til det sindsyge, men som virkelig gør det bedste han er i stand til for alle sine misser.
På Under The Paw læste jeg også en virkelig fin fortælling om en flok gamle bikere i New York der standser hundekampe og redder dyr der bliver vanrøgtet. Og jeg synes bare det er så flot når man hører om mennesker, som man aldrig havde troet tænkte på den slags, men som så alligevel gør så stort et stykke arbejde for dyrene.
Nå, men jeg håber ikke nogen har taget det ilde op at jeg laver lidt propaganda, for det er virkelig min hjertesag. Det jeg beder jer om er blot at have dyreværnsproblematikkerne i baghovedet.
Så I tænker over hvad der kan gøres, for at alle dyr kan blive behandlet værdigt. Så I tør træde ind, hvis I ser eller hører dyr blive behandlet forkert.
Hvis nogen af jer mangler et kæledyr, ved jeg der sidder en masse dejlige dyr på internater rundt om i landet og håber på at få en ny ven. Oversigt over dyr på Dyrenes Beskyttelses internater findes her.
Af en eller anden grund har sensorer til skydedører i supermarkeder altid haft svært ved at opfange mig.
Som fire-årig gik det galt. Skydedørene til Brugsen hjemme i Vorbasse havde ikke set mig, og dørene lukkede sammen omkring mig. Jeg husker det stadig som noget frygteligt traumatisk. Jeg skreg og græd, for det skræmte og gjorde ondt som dørene moste mig. Mor rendte tilbage til skydedørene, som heldigvis opfangede hende og slap hendes yngel ud af sit greb.
Men siden har jeg til stadighed haft underlige problemer med sensorerne.
Så sent som i dag stod jeg og gik frem og tilbage og vinkede med armene, for at komme ud af Fakta. Bag mig kom en gammel dame, og da hun nåede hen til mig åbnede dørene sig straks og slap os ud.
Jeg rynkede panden, og kiggede tilbage som jeg kom ud. Det er altså mærkeligt jeg ikke bliver lagt mærke til...
"Jeg ved godt, jeg altid lyder i dårligt humør herinde. Men det er måske lidt et vrangbillede. Jo, jeg er da mere ramt af weltschmertz end andre. Men jeg er samtidig også enormt whiney og lader ingen slag gå forbi mig.
Hvor skizofrent det end måtte lyde, så synes jeg samtidigt jeg er enormt optimistisk.
Eller måske er det slet ikke så skizofrent alligevel. For måske er det netop det at jeg bliver ved med at håbe på noget bedre sker (selv efter enhver anden kan se enhver chance er død), at der gør jeg tit føler mig ventende alene tilbage. Den eneste der stadig går rundt i ruinerne og håber at alt det gode til sidst kommer til den der venter.
(Enter Neon Dystopia)
Jeg har lyst til at skrive at jeg vil blive bedre til at give folk fingeren i stedet for at vente på de skal indse altings rette sammenhæng. At jeg vil blive bedre til at tage chancer der tilbyder sig, men som jeg måske ikke helt kan magte.
Men er det overhovedet mig?
Jeg er slet ikke sikker på jeg ville gøre mig særlig godt som power woman. Så hellere være nørderne, de triste og de skuffede romantikeres galleonsfigur, og vente videre."
(Jeps, det er rigtigt. Jeg censurerede mig selv og slettede indlægget fra i går. Det var dælme bare for underligt...)
I stedet vil jeg fortælle om skolen jeg startede på i mandags...
Jeg mødte op på teknisk skole i et stort undervisningsrum sammen med alle de andre der skulle starte på et af skolens fire grundforløb. Jeg kiggede mig omkring og tænkte: "Wauw, folk er ret seje..." Lærerne kom ind og hentede hold for hold deres elever ud. Og for hver gang en lærer kom ind, forsvandt flere og flere af de seje. Til sidst var vi os tilbage. Os der skulle lære internettet bedre at kende.
Og FUCK hvor er vi nogle tabere!! Grimme, hele bundtet. Overvægtige (fordi cola smager kodyl og bælles i alle frikvarterer). Umodne, selv om vi aldersmæssigt spænder fra kids på SU-jagt til ældre på flugt fra kommunal aktivering. Og fra fucked op steder: Sydhavnen, Avedøre. Vorbasse.
Lad mig præsentere jer for et par af mine klassekammerater:
Chip og Chap: Jeg aner ikke hvad de hedder, men sikkert noget Sydhavnsagtigt. De kører på scooter, og det bliver de sikkert med noget tid endnu, for den ene var til køreprøve i går og dumpede. De er begge meget overvægtige. De råber begge meget og hører høj trance på YouTube i frikvartererne. Det er tredje gang de starter på Webhulumhej. De to første gange droppede de ud inden de 25 uger var overstået. Det gør jeg jo sikkert også, såeeh..?
G-strengs staklen: En pige, der aldersmæssigt er umuligt at placere, men som fra første dag refererede til mig som "meget ung". Sådan noget kan jeg jo godt lide, så jeg snakkede lidt med hende. Fandt dog hurtigt ud af at der var roterende fis i kasketten på spil her. Hendes røv slutter 7 cm over hendes bukser. Hun har dog valgt at kamouflere sin røvsprække med en g-streng der er hevet HEEELT op hvor det gør ondt at se på.
Disse to udgør grundlaget for den dystre gentagelse af min folkeskoletid jeg er ude i.
Det er nemlig sådan at Chip & Chap er klassens populære "klovne", som alle snakker med. Men sagen er: DE ER FUCKING IDIOTER! De træder folk over tæerne og er hovne og nedladende. Men præcis som i folkeskolen er der ikke altid retfærdighed til. Med sig har de allerede et stort crew af folk der praler med MacBooks og CS4-pakker. Der er mange på min alder, der blot går med på denne gruppering. Tilbage sidder de tavse, nørderne og dem uden MacBooks. Og mig.
Og G-strengs staklen prøver at snakke med alle og være sød og spørge. Men jeg kan se på den måde folk kigger på hende at hun kommer til at gå en ensom tid i møde.
Og jeg er et dårligt menneske. For jeg vil ikke være der til at snakke med hende.
For præcis det samme sker, som skete i folkeskolen. Jeg er ikke populær. De populære snakker ikke med mig. Og jeg har det fint med det, for jeg synes de populære er nogle fucking røvhuller der snakker uden at have noget at have det i.
Men det betyder ikke jeg gider snakke med freaks. For de ER freaks. De siger for meget, eller for lidt. Og kigger underligt. Og de minder mig allesammen om Michelle-Sædcelle og Skralde-Lars fra folkeren... :/
Jeg vil hellere bare være alene. Så det er jeg. Imens jeg venter på en sød ny dreng eller pige i klassen.
Edit: Jeg husker enkelte Spleen United-koncerter som ret vilde fester. Især under "66"
Failure 1977 (Depression takes over heartache, keeping you warm and safe)
Som jeg skrev i et tidligere indlæg, er et af mine nytårsfortsætter at få styr på noget af det rod jeg har lavet i alting over det sidste år. Mest konkret har rodet kunne ses i min lejligheds fysiske fremtonen. Mage til vammel crack den. *suk* Alt ligger i bunker. Og alt er beskidt. Folk tror ikke piger bor på den her måde. Sådan, I ved, "i deres eget skidt"-agtigt....
Men ak jo.
Min lørdagsplan brændte mig af. Så jeg gav mig i stedet til at gøre rent og muge ud i mange års gamle parfumer, brugte batterier og krøllede gratismagasiner.
Det gik godt. Det føltes godt.
Indtil jeg fandt det udviskede polaroidbillede herover. En 23-års fødselsdagsgave fra min usynlige ven, efter break nummer 117.
Selvom jeg til dagligt gør mit bedste for at ignorere historien om ham og mig, kom det hele selektivt tilbage. Hvordan hans tænder skiftede farve når han drak "Voulez Vous ? Merlot Tannat"-rødvin. En aften sidste efterår hvor jeg sad i hans opgang og skrev "Sov godt" til mor. Han tog et billede af mig fra trappeafsatsen over mig. Hvordan træerne langs Assistens Kirkegården lyste op gennem de gul-orange gadelygter.
Og jeg begyndte at tænkte: Hvad kunne vi have gjort anderledes? Sikkert ingenting... Var vores utopiske projekt dømt til at mislykkes på forhånd? Gid jeg vidste det... Og hvorfor gik det så galt for mig? Måske var jeg bare overvældet. Over hvordan en anden end min mor kunne sige "Jeg elsker dig" til mig. Over hvordan man kunne møde et nyt menneske og overbevise sig selv om man havde kendt hinanden siden barndommen.
Han kunne være utålelig. Wannabe-agtig. Egocentrisk. Og ofte kunne folk ikke forstå jeg gad have noget med ham at gøre. Men det gjorde jeg.
Det endte dog med han overlod mig til mig selv og Scott Walker. Som om det skulle hjælpe mig at han gik. Eller var det ham selv han håbede at hjælpe, ved at overlade mig alene til selvdestruktive planer om overtagelse af verdensherredømmet?
Og så ikke mere. Historien slutter en aften i starten af maj sidste år. Han går ud af døren og efterlader mig hulkende i gangen og vender sig om og siger "Hey... Det er altså ikke sidste gang vi ses..."
Jeg har svært ved at koncentrere mig om ret meget andet end en tanke om den perfekte croque monsieur. En overdådig udgave af den traditionelle parisertoast.
På en kold dag som i dag, ville det være perfekt at gå en lang kold tur i solskinnet i Fælledparken med en ven, og så komme hjem og spise croque monsieur og høre Moi Caprice sammen (The Town and the City).
Gåturen har jeg overstået. Men i stedet for skinke, ost, knasende brød og tomatskiver står den på frugt i skiver. Argh!!! Fra i morgen spiser jeg spinatomelet til morgenmad i stedet for frugt. Jeg skal lige have fundet rutinen igen. Frugt er dælme ikke lige mig her om vinteren. Jeg synes frugt smager af en Maoam der har fået det dårligt.
Jeg prøver at miste appetitten ved at kigge på "En-almindelig-aften-i-Jomfru-Ane-Gade"/Lapdance-videoen #2 :P
