Dyrehaven

Tøjet passer mig ikke rigtig længere. Svenskerknolden ovenpå mit hovede får mit ansigt til at se underligt ud. Og turen derud er halvlang. Uglede totter af hår når at falde ud af opsætningen og ned i ansigtet på mig inden jeg når Valdemarsgade. Det her gør jeg for min venindes skyld.

Jeg undrer mig virkelig over de folk inde på Dyrehaven kan se så afslappede ud når man ved hvor stor en indsats det kræver at være så casual.

En lille ferie

De sidste dage har jeg boet i en bekendts hus. Med en bekendts kat.

Om eftermiddagen efter skole sidder jeg i hendes gård, imens katten ligger i solen ved siden af mig på bænken. Om aftenen sidder vi i sofaen og ser fjernsyn.

Fra stuen er der udsigt over søerne. Og det minder mig om min gamle lejlighed i Århus, at være her.

Det er som at være alene på ferie. Og underligt nok nyder jeg for en gangs skyld at være alene og ikke se nogle mennesker. Underligt nok er det som om jeg er langt mere isoleret i midten af byen end jeg ville være i et vestjysk sommerhus.

That's paranoia

Endnu et surrelt scenarie udspillede sig i dag i skolen.

Der er egentlig en lang forhistorie til... Men jeg kan måske bare forklare helt kort at pigen, M, som den handler om, længe har været udset af lærerne på skolen til at skulle være min nye bedste ven.
Grunden til dette fik jeg at vide under et ellers fortroligt møde mellem mig og min kontaktlærer, kort efter det eneste der tilnærmelsesvist kunne have været beskrevet som en veninde på skolen var droppet ud.

"Du bør nok finde nogle nye venner og veninder her på skolen. Det kan være en sund forpligtelse at have klassekammerater der undrer sig over hvor man er, de dage man ikke er i skole."
"Det er okay. Der er ikke så lang til tilbage."
"Du kunne jo blive venner med M? Hun render rundt og døjer med noget af det samme som dig."

PWNED

Selvom mine lærere mente vores fælles sindelag gjorde os til oplagte hjerteveninder, skal det lige siges jeg aldrig har talt med M. Fra første dag besluttede jeg mig for jeg ikke kunne lide hende. Hun så altid herresur ud. Hun var en freak.

Nu kommer så den egentlige historie.

Af uransagelige årsager, eller måske bare irritation over der INTET andet skete i skolen, endte jeg i et debatpanel der skulle diskutere etikken og rammerne for en oprustning af samfundets overvågning.
I stedet for selv at udtale mig det helt store, holdt jeg mig til at lave ansigter når de andre sagde dumme ting. Og det skete hele tiden.
Der var mange spændende holdninger.

• Bl.a. at ALT skulle overvåges, også cykelstativer, for det var fandeme for dårligt at man ikke kunne stille sin cykel noget sted uden den blev piftet.
• At vold og kriminalitet og terror startede efter 11. september.
• At det var med overvågning lissom med rygning. Fandme for dårligt der var nogen der ville overvåge om man røg eller ej (Jeg aner ikke hvad det handlede om!?!?!).

Alt i alt fik jeg virkelig skumlet meget på min stol. Når jeg altså ikke stenede og blot kiggede ud af vinduet.
Men alt dette blev jeg rykket ud af, da M skingert afbrød diskussionen og halvråbte "Jeg er ikke engang i tvivl. Jeg VED at politiet aflytter min telefon. Hele tiden!"
Herefter fortalte hun hvordan hun skilte sin telefon ad tre gange dagligt for at lede efter eksternt plantede mikrofoner. Og hvordan hun aldrig fortalte sandheden i telefonen, for så fandt politiet jo ud af det!

Jøsses altså. Jeg tvivler nu altså på det er en simpel, halvfesen depression M render rundt med...

gone wrong

Ik' i dag

Nogle gange holder jeg en lille konkurrence med mig selv: Formår jeg at blive i sengen en hel dag?

Jeg er en doven rad, så det burde jo være en smal sag. Det er dog ikke lykkedes mig endnu. Som regel bliver jeg rastløs ved middagstid, når jeg ikke kan sove mere, og giver mig enten til at gøre rent (og giver op igen efter 5 minutter), eller tager (og det er det der sker oftest...) på indkøb.

Men indkøb menes der at jeg går i Netto og slæber mere fetaost med hjem.

Something nice back home

You knew to gather your life's work and shred it to pieces

Jeg snakkede med min mor i halvanden time i går. Jeg tror det var overkompensering for de seneste dages tavshed.
Vi snakkede om alt muligt muntert. Men også om hvorfor jeg droppede ud sidste år. Jeg tror ikke mor tror på der er noget der hedder depression. Hun mener i hvert fald ikke det var det der var galt med mig.

Jeg selv så det som kulminationen på den intellektuelle nedtur jeg har været på siden min intelligens toppede. Sikkert da jeg var 10-år. Nogenlunde samtidig som det startede med hovedpinerne.

Nogle gange tænker jeg på om det er muligt for hjerner at begynde at rådne?

"..."

De sidste dage er foregået i lidt af en døs. Jeg har ikke set andre mennesker, end dem på skolen. Og de er så debile at jeg har reageret på det ved at holde op med at snakke. Ikke bare med dem, men i det hele taget.

Jeg tror sidst jeg sagde sætninger i mandags.

Babel

Every step we take is the one that's gonna undo what you've done
It could take all day

Dårligt narrativ

Så sent som i går snakkede jeg med min veninde om hvordan det er ved at blive lidt et problem jeg ikke tager mig selv alvorligt.

Det føles underligt. Lidt som om jeg er to personer der går og hakker og nedgør hinanden.

Selvom jeg ikke er specielt god til at læse længere, besluttede jeg mig alligevel for at læse en selvhjælpsbog. Sådan bare for at få lidt bedre selvindsigt og den slags.
Der stod man skulle finde ud af hvad man skulle finde ud af hvad man handler om. Lissom i en bog eller en film.

Men jeg aner det virkelig ikke. Aner ikke hvad jeg skulle handle om?

Danmark tilbage

Natasja eller Morten Messerschmidt er/var tilsyneladende enige. Mon det også er Ungdomshuset og Christiania Morten savner?

Jeg er ikke fan af nogle af dem, så jeg er i virkeligheden ligeglad.

Dog virker det besynderligt at vælge at hænge denne plakat op i Titanghettoen?

karl pilkington