Maskinen styrer det hele.
En skærm i den modsatte ende af rummet overvåger mig imens jeg befinder mig i rummet. Overvåger min tøjvask. Laver statistikker over mine rutiner og trækker i sidste penge sin egen løn fra min bankkonto. Og den taler nogle gange til mig.
Det er sejt. Intet får mig tro så meget på en plexiglas-erstattende fremtid som talende computere...
Edit: Mit eneste problem med denne anordning er at det er en touch screen. Dem er jeg ikke vild med. Synes også touch screen telefoner er klamme. Men da er det idet mindste kun ens egne bakterier der er på. På denne skærm er det hele ghettoens....
tirsdag den 30. juni 2009
fredag den 26. juni 2009
Håbet I bliver voksen
Jeg havde et meget teenagtigt og smukt øjeblik da jeg ved daggry lå på sengen i mit gamle værelse i undertøj og hørte musik. Velvidende at jeg skulle op og i skole (well, min brors skole, men glem nu det...) 3 timer senere valgte jeg i stedet at skrue højt op for musikken, kigge op i loftet og tømme hovedet for alle tanker.
Håbet I har haft en travl uge.
I onsdags blev han den første selvstuderende student i Morsø Gymnasiums historie. I sig selv måske ikke så imponerende. Titlen som "selvstuderende" var trods alt noget han selv havde tiltusket sig.
Alligevel var jeg pavestolt hver gang jeg kiggede på ham. Han er så flot og sød og charmerende at man tror det er løgn! Og det var lige før jeg revnede.
Det lykkedes mig dog at holde mig i skindet, og i stedet forsøgte jeg gentagne gange at fortælle ham hvor stolt jeg var af ham og hvor meget jeg holder af ham. Ved dog ikke om han hørte noget af det. Der var lidt for travlt med damer, nøgenbadning og øldrikning til at den slags søsterlige tilkendegivelser rigtigt kunne trænge igennem...
Håbet I har haft en travl uge.
I onsdags blev han den første selvstuderende student i Morsø Gymnasiums historie. I sig selv måske ikke så imponerende. Titlen som "selvstuderende" var trods alt noget han selv havde tiltusket sig.
Alligevel var jeg pavestolt hver gang jeg kiggede på ham. Han er så flot og sød og charmerende at man tror det er løgn! Og det var lige før jeg revnede.
Det lykkedes mig dog at holde mig i skindet, og i stedet forsøgte jeg gentagne gange at fortælle ham hvor stolt jeg var af ham og hvor meget jeg holder af ham. Ved dog ikke om han hørte noget af det. Der var lidt for travlt med damer, nøgenbadning og øldrikning til at den slags søsterlige tilkendegivelser rigtigt kunne trænge igennem...
A long journey to the middle
Det er ikke mig. Hun er fra Star Trek,Where No Man has Gone Before
Nogle gange kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv om det er dét værd. Altså umagen.
Hvorfor gøre noget hvis det ikke rører folk en disse?
Som at holde en tale til et menneske man elsker med klump i halsen, imens ingen lytter. Som at lave mad ingen spiser, eller spiser uden at smage på den. Som at plukke blomster, uden nogen bemærker buketten. Som at tage en neonfarvet kjole på til en fest, hvor det alligevel kun er pigen i nedringet bluse der hviner og fniser der bliver bemærket.
(Eller at skrive en blog med 7 daglige besøgende? Nå, det var ikke dét det handlede om. Som sådan)
Normalt vælger jeg bare at lade være med at prøve. For det er som om, at når jeg endelig prøver går det ubemærket hen. Så hellere sove middagslur.
Med hensyn til middagslursteorien, så minder min bror og jeg meget om hinanden på det område. Bortset fra han holder sig til søvnen og så ikke rigtigt at prøve. Og han er altid glad.
Men nu og da falder jeg i, og prøver at gøre nogle ting bedre.
Jeg tror jeg ville være gladere, hvis jeg holdt op med at prøve på at ændre noget som helst i nogen.
Men på den anden side ville der heller ikke være noget der gjorde mig gladere end hvis det lykkes. Hvis jeg fik øjenkontakt med nogen under min blankøjede enetale. Udsigten til det er dog netop blevet forlænget med en hel del...
mandag den 22. juni 2009
Ulala
Det er ikke fordi jeg synes undertøjet er pænt. Men butikken jeg fandt billederne på viste 200 billeder pr visning.Der er bare noget meget groteskt over at sidde og stirre intenst på så mange underliv på een gang.
torsdag den 18. juni 2009
Ghostproof
Jeg kan ikke forstå hvad der skete i dag. Pludselig var byen min ven, og på alle gader mødte jeg mine venner.
Når jeg råbte "hippiesvin!" efter langskæggede kvinder på Christianiacykler, kunne jeg ikke gøre det så det lød ondt. Det lød snarere kærligt.
Jeg startede dagen med at få skæld ud af min vicevært for at stille cyklen i vindfanget. Men pludselig skiftede han humør, og lovede at skaffe mig et kælderrum.
Derfra var dagen en surreel perlerække af begivenheder. Jeg har bedt om det skulle ske.
I H&M kostede alting 50 kr.
I Føtex var der næsten ingen varer. Blot et stort mørkt rum og tunge våde cementhuller. Noget af det eneste de havde, var det jeg var kommet efter: Æblesaft og kuverter.
På Charlottenborg mødte jeg O. Han er simpelthen noget af det sødeste der nogensinde er kommet ud af Nordvestjylland.
Jeg frygter efterhånden den tunge institutionelle kunst, som jeg frygter mig selv med mine bankkontoer i hånden. Blot er de i forskellige ender af skalaen. Kunsten giver mig lyst til at croake. Det gør mine pengesager nogle gange også. Men først efter jeg har følt det mest fantastiske sus, når pengene listes bort fra min bankrådgivers årvågenhed igennem magiske magnetstriber.
Det var slet ikke det jeg ville ud i at snakke om. For det hele er godt lige nu.
I morgen begynder eksamen og jeg er optimistisk og håber at fra nu af bliver det hele som det var meningen fra starten.
Når jeg råbte "hippiesvin!" efter langskæggede kvinder på Christianiacykler, kunne jeg ikke gøre det så det lød ondt. Det lød snarere kærligt.
Jeg startede dagen med at få skæld ud af min vicevært for at stille cyklen i vindfanget. Men pludselig skiftede han humør, og lovede at skaffe mig et kælderrum.
Derfra var dagen en surreel perlerække af begivenheder. Jeg har bedt om det skulle ske.
I H&M kostede alting 50 kr.
I Føtex var der næsten ingen varer. Blot et stort mørkt rum og tunge våde cementhuller. Noget af det eneste de havde, var det jeg var kommet efter: Æblesaft og kuverter.
På Charlottenborg mødte jeg O. Han er simpelthen noget af det sødeste der nogensinde er kommet ud af Nordvestjylland.
Jeg frygter efterhånden den tunge institutionelle kunst, som jeg frygter mig selv med mine bankkontoer i hånden. Blot er de i forskellige ender af skalaen. Kunsten giver mig lyst til at croake. Det gør mine pengesager nogle gange også. Men først efter jeg har følt det mest fantastiske sus, når pengene listes bort fra min bankrådgivers årvågenhed igennem magiske magnetstriber.
Det var slet ikke det jeg ville ud i at snakke om. For det hele er godt lige nu.
I morgen begynder eksamen og jeg er optimistisk og håber at fra nu af bliver det hele som det var meningen fra starten.
By night
I tried to find the rhythm of the world where I used to live,but I was haunted by the idea that I remembered her wrong.
Department of Eagles - Sailing By Night
onsdag den 17. juni 2009
Overhead, without any fuss, the stars were going out.
Er lige vågnet efter en drøm, hvor jeg gik i store gamle kjoler, blev foræret blomster og havde de flotteste møbler i organisk formstøbt træ.
Jeg var måske egentlig ikke træt, men havde bare brug for luren... Sikken en dag.
At opleve sine lærere stå på rad og række og skælde en ud er en dårlig oplevelse. Uanset hvor ynkelige de normalt er og hvor ondt man har af dem på alle andre tidspunkter. Eller måske netop derfor? Det var i hvert fald bare helt helt forkert!
De har ombestemt sig med hensyn til betingelserne jeg går til eksamen på. Så nu overvejer de igen at dumpe mig, hvis jeg tager hjem til lillebrors studenterhalløj i næste uge. De kan rende mig i røven.
Jeg vil vædde med de alle sammen får tæsk af konen derhjemme!
Jeg ved ikke om jeg er den eneste der render rundt med en håndfuld veninder man prøver at begrænse den sociale omgang med.
De er søde nok. Og sådan... Men hvert minut føles som timer. I helvede.
Og de giver en lyst til at vride halsen rundt på sig selv. Fordi man er en taber.
En taber der ikke er god nok til at holde kontakt med dem. En taber der ikke gennemfører noget som helst, og som forresten er et vrag. Der ikke har styr på sine penge. Der har fedtet hår og gamle makeup rester under øjnene. Der åbentbart gør folk kede af det.
Ikke fordi de selv er perfekte. Det er bare tydeligt at de ynker een. At de prøver at være overbærende, samtidig med at de rynker på næsen over en.
Så jeg fatter ikke hvorfor de vil være venner med mig. Og hvorfor gider jeg være det med dem? Det gør jeg heller ikke. Men det kræver jeg slår op med dem.
"Jeg er ked af det skattepige, det er mig, ikke dig...."
En dramatisk gestus.
Det orkede jeg ikke i dag. Så jeg skrev vi måtte finde en anden dag. Og lagde mig hjem og drømte om romantiske foræringer og formstøbt træ.
Jeg var måske egentlig ikke træt, men havde bare brug for luren... Sikken en dag.
At opleve sine lærere stå på rad og række og skælde en ud er en dårlig oplevelse. Uanset hvor ynkelige de normalt er og hvor ondt man har af dem på alle andre tidspunkter. Eller måske netop derfor? Det var i hvert fald bare helt helt forkert!
De har ombestemt sig med hensyn til betingelserne jeg går til eksamen på. Så nu overvejer de igen at dumpe mig, hvis jeg tager hjem til lillebrors studenterhalløj i næste uge. De kan rende mig i røven.
Jeg vil vædde med de alle sammen får tæsk af konen derhjemme!
Jeg ved ikke om jeg er den eneste der render rundt med en håndfuld veninder man prøver at begrænse den sociale omgang med.
De er søde nok. Og sådan... Men hvert minut føles som timer. I helvede.
Og de giver en lyst til at vride halsen rundt på sig selv. Fordi man er en taber.
En taber der ikke er god nok til at holde kontakt med dem. En taber der ikke gennemfører noget som helst, og som forresten er et vrag. Der ikke har styr på sine penge. Der har fedtet hår og gamle makeup rester under øjnene. Der åbentbart gør folk kede af det.
Ikke fordi de selv er perfekte. Det er bare tydeligt at de ynker een. At de prøver at være overbærende, samtidig med at de rynker på næsen over en.
Så jeg fatter ikke hvorfor de vil være venner med mig. Og hvorfor gider jeg være det med dem? Det gør jeg heller ikke. Men det kræver jeg slår op med dem.
"Jeg er ked af det skattepige, det er mig, ikke dig...."
En dramatisk gestus.
Det orkede jeg ikke i dag. Så jeg skrev vi måtte finde en anden dag. Og lagde mig hjem og drømte om romantiske foræringer og formstøbt træ.
tirsdag den 16. juni 2009
Mellemtid
Hvordan er det nu rækkefølgen er? Huuuha....
Link, visited, active, hover?
Det er virkelig ikke for at være pretentiøs eller virke kreativ. Mere for at forklare hvor langsomt jeg arbejder.
Overstående stylesheet har taget det meste af aftenen at skrive. Der er til gengæld heller ikke nogle fejl i det.
I går ville far være fyldt 59 år.
Jeg ved ikke om det er derfor jeg hænger lidt med næbbet i dag...
Jeg har prøvet at fylde mellemtiden i dag ud med alt muligt der ikke virkede. Jeg lavede en masse mad. Men da det kom til stykket, kunne jeg ikke spise noget. Så jeg arkiverede det i køleskabet. Og smed brevene fra banken ud.
lørdag den 13. juni 2009
-... .-.. --- - ..-. --- .-. .- - --. --- .-. . -.. . - . -. ... -- ..- .-.. . ... ...- .- . .-. . .-. .
Jeg kan godt lide at prøve på at lære nye sprog. Ikke spansk og kinesisk og sådan. Hellere sprog hvor sandsynligheden for andre kan snakke med er forsvindende lille.
Måske igen en ting der i bund og grund handler om kontrol. At databasekode bliver den nye drengelus-forskrækkelse. Den nye måde at spise vindfrikadeller.
PHP er muligvis kun sjovt indtil de andre også fatter det...
Måske igen en ting der i bund og grund handler om kontrol. At databasekode bliver den nye drengelus-forskrækkelse. Den nye måde at spise vindfrikadeller.
PHP er muligvis kun sjovt indtil de andre også fatter det...
"Dagens outfit: Sorte strømpebukser, grå Topshop bluse, hjemmelavet halskæde, cardigan fra Won Hundred og støvler fra Office"
Hvem der bare havde et spejl man kunne tage billeder i...Jeg bliver aldrig modeblogger på den her måde. Suk...
Lulu og jeg diskuterede danske modeblogge. Vi blev enige om at de for størstedelens vedkommende stank. Ikke fordi pigerne ikke var søde og fine i tøjet. Men mere fordi ingen af dem havde en egentlig personlig stil (det siger jeg heller ikke jeg har, men jeg har jo heller ikke en modeblog - endnu....). I hvert fald skrev de side op og ned om de samme ting. Blot på forskellige domæner. Og det handler måske ikke så meget om stil og mode, som det handler om at gå amok i en semidyr tøjbutik med sit dankort.
Jeg undrer mig over deres forkærlighed for nitter, gladiatorsandaler, læderveste og tøj som Mary-Kate og Ashley er "blevet set i", imens jeg håber jeg snart får dem at se i andet end sort eller hvidt oversize tøj. Jeg mener - hvis det er alt der skal til, så er det eneste jeg mangler for at starte en succesfuld dansk modeblog et fuldfigursspejl som jeg kan tage billeder af mig selv i.
Nårh ja, og så en forkærlighed for nitter, gladiatorsandaler og læderveste...
PS: Sagen er, jeg tror ikke det ville røre mig at der var så mange ligegyldige modeblogs, hvis ikke det var fordi de dér piger der skriver dem får herremeget gratis fryns ud af det!!!
Come on! Hvor er gaverne til min blog??!? Jeg mener det faktisk. Nu må det altså være på tide nogen forærer mig noget!! CORPORATE, IM TALKING TO YOU!!
Forresten, modetøser.... Jeg kan jo godt lide jer inderst inde... Nogle af jer, i hvert fald...
fredag den 12. juni 2009
Skive pt 5 - Konklusion og fra en festival til en anden
Der er sket meget med Skive Beachparty bare det sidste år. Fra at være en provinsfestival med standard "balle"-kunstnere, i stil med Jelling Festival, er festivallen gået i en langt mere ung og muligvis progressiv retning.
Fra flere kanter hørte jeg inden jeg drog hjemad mod det nordvestjyske, hvordan folk i år faktisk var misundelige over jeg skulle til festivallen. Og jeg havde også selv konkluderet at Skive faktisk havde været mere modig i sin programsammensætning i år, end selveste Roskilde Festival. I hvert fald når man tager de to festivallers publikum i betragtning.
Efter de sidste par års besøg på festivallen er jeg mget optimistisk mht. festivallens fremtid. Festivallen er kommet langt, og hvis de bliver ved med udvikle sig fremad tror jeg ikke der går mange år før de overhaler Skanderborg som Danmarks både smukkeste og næststørste festival.
Nogle koncerter kan få en til at glemme alt om tid og sted. Det bliver noget helt andet. Noget der er opløst i disfigurative brudstykker af pixels, dufte og fugtighed. Festivallen var det sidste sted jeg havde forventet at finde det. Specielt fordi det sker mere og mere sjældent. Som så. Meget andet. Var dette en tilbagevenden?
Efter at have set verdens korteste koncert med The Fashion om lørdagen sluttede min festival de année.
Det vil sige. Jeg snuppede lige en mere på tilbagevejen til gården.
Skaldyrsfestival i Nykøbing.
-Lad være med at prøve skaldyrspaellaen!
Fra flere kanter hørte jeg inden jeg drog hjemad mod det nordvestjyske, hvordan folk i år faktisk var misundelige over jeg skulle til festivallen. Og jeg havde også selv konkluderet at Skive faktisk havde været mere modig i sin programsammensætning i år, end selveste Roskilde Festival. I hvert fald når man tager de to festivallers publikum i betragtning.
Efter de sidste par års besøg på festivallen er jeg mget optimistisk mht. festivallens fremtid. Festivallen er kommet langt, og hvis de bliver ved med udvikle sig fremad tror jeg ikke der går mange år før de overhaler Skanderborg som Danmarks både smukkeste og næststørste festival.
Nogle koncerter kan få en til at glemme alt om tid og sted. Det bliver noget helt andet. Noget der er opløst i disfigurative brudstykker af pixels, dufte og fugtighed. Festivallen var det sidste sted jeg havde forventet at finde det. Specielt fordi det sker mere og mere sjældent. Som så. Meget andet. Var dette en tilbagevenden?
Efter at have set verdens korteste koncert med The Fashion om lørdagen sluttede min festival de année.
Det vil sige. Jeg snuppede lige en mere på tilbagevejen til gården.
Skaldyrsfestival i Nykøbing.
-Lad være med at prøve skaldyrspaellaen!
Skive pt 4 - Spleen United
Om torsdagen så vi koncerten imens vi drak shots i reagensglas og smirnoff ice. Vi hoppede og skreg og det regnede. Det hele var virkelig perfekt. Nogle af de øjeblikke jeg vil bestræbe mig på at blive bedre til at hage mig fast i.
Fredag aften så vi dem i Backstage, hvor de spillede "Running up that hill" sammen med William Blakes. Du kan se programmet her.
Jeg vil igen gerne understrege at de rules. Og at hvis jeg kun måtte vælge et dansk band, så ville det være dem.
MP3: Spleen United & William Blakes - Running Up That Hill
Jeg burde få procenter fra et pladeselskab...
PS:
På Crown of Scandinavia et år tidligere (politiken.dk)
Det tjekket klædte rockband kaster sig kompromisløst ud i sin tunge, elektroniske undergangsrock i et inferno af røg og stroboskoplys. Lydniveauet er højt, og bandets tro fans danser uhæmmet og skriger jublen ud i den trekvart fyldte klub. Mens forsangeren synger ’It’s a comfort that you can’t let go’, sidder japanerne som robotter på balkonen og stirrer mod scenen. En af dem sover, resten ser ud, som om de ikke fatter en brik af, hvad der foregår.
Et andet sted sidder det norske ægtepar fra billetskranken med paraplydrinks og et måbende blik. Men efterhånden begynder konen at skulderdanse og klappe i takt, mens manden skæver halvskræmt mod hendes pludselige entusiasme.
Det føles ikke helt som en rockkoncert, men mere som en campingplads, der er blevet invaderet af væsener fra en anden planet.
tirsdag den 9. juni 2009
fredag den 5. juni 2009
Skive pt 2 - Hvori der konkluderes at Poul Krebs er bedre end Bob Dylan. Han ta'r ham dog always med på vejen anyways...
Jeg havde egentlig tænkt at dette indlæg skulle handle om alt muligt andet. Men grundet dagens forløb ser jeg ingen anden mulighed end at skrive om gensynet med en gammel "ven af familien".
Jeg husker tydeligt de to første cder min mor og far købte (eller dvs. de to cder der fulgte med da de købte den forjættede cd-afspiller i 2tal i Grindsted). "Øjne På Stilke" med Gnags og "Kong Pukkelrygs Land" med Lars Lilholt. Men jeg husker dem stort set kun af navn.
Den første cd jeg der imod husker alt ved. Musikken, teksten, coveret og indlægsbogen. Det er "Små Sensationer" med Poul Krebs fra 1995.
Og jeg har stadig et meget nostalgisk forhold til den cd. For folk, hvis forældre har ladet dem vokse op med Bob Dylan og Neil Young, og den slags, er det måske nemt at forholde sig hånende kritisk overfor Poul Krebs.
Men til denne dag og videre herfra synes jeg stadig han har en lige så kær og oprigtig plads i mit hjerte som Kim Larsen og TV2. Ja, måske endda mere.
For historien sluttede ikke med familiens køb af "Små Sensationer". Faktisk kan man måske sige den først startede der.
Min mor begyndte en dyrkelse af Poul Krebs, der ellers er forbeholdt teenagere. Jeg husker hvordan vi rejste rundt i Midt- og Sydjylland og fulgte Poul Krebs fra koncert til koncert. Til denne dag er Poul Krebs stadig den musiker jeg har været til koncert med flest gange. Og det er sgu ikke fordi jeg ikke har forsøgt give andre pladsen.
Men årene gik. Og med tiden falmede min mors interesse for Poul Krebs. Faktisk falmede den så meget at da han i dag spillede til Beachparty, var det mig der måtte slæbe hende derhen. Og på vejen hen til scenen faldt der nogle halvspidse bemærkninger af om at han var kommet til at se gammel ud. (Herregud, mor! Det er 14 år siden Små Sensationer! :)
Heldigvis slutter historien lykkeligt: Poul Krebs nyfortolkede alle 90'er-sangene så intet støv fra dengang var tilbage. Faktisk var der lidt Bob Dylan over alle sangene. Især de nye. Ja, efter som jeg ikke er den store Bob Dylan-fan, vil jeg endda påstå Poul Krebs er noget bedre.
Han så glad ud og så virkelig ud til at hygge sig oppe på scenen. Han invitede endda tre youngsters i "Morrisson"-, "Dylan"- og "Elvis"-bluser op på scenen under selvsamme nummer. De kvitterede ved at alle at give ham et stort knus.
Og det måske allerbedste: Han spillede IKKE "Johnny Han var Li' Ved at Bli' Sindssyg"!
Både mor og datter var godt tilfredse efter koncerten. Og mor konkluderede: "Nu glæder jeg mig til at se ham til Thy Rock!".
Poul Krebs. Han er sgu god nok!
Jeg husker tydeligt de to første cder min mor og far købte (eller dvs. de to cder der fulgte med da de købte den forjættede cd-afspiller i 2tal i Grindsted). "Øjne På Stilke" med Gnags og "Kong Pukkelrygs Land" med Lars Lilholt. Men jeg husker dem stort set kun af navn.
Den første cd jeg der imod husker alt ved. Musikken, teksten, coveret og indlægsbogen. Det er "Små Sensationer" med Poul Krebs fra 1995.
Og jeg har stadig et meget nostalgisk forhold til den cd. For folk, hvis forældre har ladet dem vokse op med Bob Dylan og Neil Young, og den slags, er det måske nemt at forholde sig hånende kritisk overfor Poul Krebs.
Men til denne dag og videre herfra synes jeg stadig han har en lige så kær og oprigtig plads i mit hjerte som Kim Larsen og TV2. Ja, måske endda mere.
For historien sluttede ikke med familiens køb af "Små Sensationer". Faktisk kan man måske sige den først startede der.
Min mor begyndte en dyrkelse af Poul Krebs, der ellers er forbeholdt teenagere. Jeg husker hvordan vi rejste rundt i Midt- og Sydjylland og fulgte Poul Krebs fra koncert til koncert. Til denne dag er Poul Krebs stadig den musiker jeg har været til koncert med flest gange. Og det er sgu ikke fordi jeg ikke har forsøgt give andre pladsen.
Men årene gik. Og med tiden falmede min mors interesse for Poul Krebs. Faktisk falmede den så meget at da han i dag spillede til Beachparty, var det mig der måtte slæbe hende derhen. Og på vejen hen til scenen faldt der nogle halvspidse bemærkninger af om at han var kommet til at se gammel ud. (Herregud, mor! Det er 14 år siden Små Sensationer! :)
Heldigvis slutter historien lykkeligt: Poul Krebs nyfortolkede alle 90'er-sangene så intet støv fra dengang var tilbage. Faktisk var der lidt Bob Dylan over alle sangene. Især de nye. Ja, efter som jeg ikke er den store Bob Dylan-fan, vil jeg endda påstå Poul Krebs er noget bedre.
Han så glad ud og så virkelig ud til at hygge sig oppe på scenen. Han invitede endda tre youngsters i "Morrisson"-, "Dylan"- og "Elvis"-bluser op på scenen under selvsamme nummer. De kvitterede ved at alle at give ham et stort knus.
Og det måske allerbedste: Han spillede IKKE "Johnny Han var Li' Ved at Bli' Sindssyg"!
Både mor og datter var godt tilfredse efter koncerten. Og mor konkluderede: "Nu glæder jeg mig til at se ham til Thy Rock!".
Poul Krebs. Han er sgu god nok!
Skive pt 1
Igen i år er jeg blevet begavet med en partoutbillet til Skive Beachparty. Derfor har jeg pjækket fra solen og opholdt mig i det Nordvestjyske siden onsdag.
At tage afsted så tidligt var en ret impulsiv beslutning. For ikke at sige meget. Men det viste sig jeg ville gå glip af Bloc Party, WhoMadeWho og Spleen United hvis jeg ventede til torsdag efter skole med at tage afsted.
Lige nu er jeg glad for jeg gjorde det. Spleen Uniteds koncert fortjener et indlæg i sig selv. Som altid. På mandag, når det går op for mig at jeg ikke kan finde ud af databasekodningen uden den intro vi havde i torsdags, kan det godt være jeg fortyder lidt...
Jeg skriver nok noget mere om festivallen når jeg ikke lyder så meget som en røv.
Men husk "Backstage" i aften på DR2 med William Blakes og selveste Spleen United. Der er et rigtigt godt cover af Kate Bushs' "Running Up That Hill" der alene er værd at se programmet for.
At tage afsted så tidligt var en ret impulsiv beslutning. For ikke at sige meget. Men det viste sig jeg ville gå glip af Bloc Party, WhoMadeWho og Spleen United hvis jeg ventede til torsdag efter skole med at tage afsted.
Lige nu er jeg glad for jeg gjorde det. Spleen Uniteds koncert fortjener et indlæg i sig selv. Som altid. På mandag, når det går op for mig at jeg ikke kan finde ud af databasekodningen uden den intro vi havde i torsdags, kan det godt være jeg fortyder lidt...
Jeg skriver nok noget mere om festivallen når jeg ikke lyder så meget som en røv.
Men husk "Backstage" i aften på DR2 med William Blakes og selveste Spleen United. Der er et rigtigt godt cover af Kate Bushs' "Running Up That Hill" der alene er værd at se programmet for.
tirsdag den 2. juni 2009
Play plea
Kære Play,
Jeg blev lovet min cd for en uge siden. Den er stadig ikke kommet. I måtte have valgt at forsinke alle andre forsendelser end denne. Det føles som om jeg i forvejen har ventet længere end alle andre, og det er uretfærdig jeg må fortsætte med det, imens alle andre hugger mit band.
Mvh mig
Two Weeks
Jeg blev lovet min cd for en uge siden. Den er stadig ikke kommet. I måtte have valgt at forsinke alle andre forsendelser end denne. Det føles som om jeg i forvejen har ventet længere end alle andre, og det er uretfærdig jeg må fortsætte med det, imens alle andre hugger mit band.
Mvh mig
Two Weeks
Abonner på:
Indlæg (Atom)
