fredag den 30. oktober 2009
I'd rather stage a nuclear holocaust
Den sidste uge har min krop gentagne gange forrådt mig.
Dette siger jeg til trods for at en dame konstant forsøger at forklare mig, at min største og evige fejl er, at jeg tænker mit hoved som mig, og min krop som et stativ for mit hoved. Hun mener først man bliver rigtig glad når man tænker de to ting som en helhed. Men come on, der er da INGEN der tænker krop og hoved som en helhed! Jo, måske folk der løber marathon og sådan, men det er også det...
Efter det meget omtalte "Minkprogram" på TV2 i tirsdags, har mit hoved dog bidraget til hele denne forrådelse.
Som mange af jer nok ved er dyrene lidt min personlige sag. Både mor og jeg havde håbet på programmet ville bidrage til at folk endelig fik øjnene op for hvordan vi vælger vores dyr skal behandles herhjemme. Desværre er udfaldet i stedet blevet at folk går mere op i presseetik, end det det i virkeligheden handler om. Altså dyrene, og måden vi behandler dem på.
Ugen har budt på flere debatindlæg end jeg kan tælle, men uanset hvor godt jeg forsøger at formulere mig, og hvor gode mine argumenter er, så er det som at slå i en pude. Jeg ved ikke om det er fordi de ikke vil erkende hvor deres pelsjakke kommer fra, eller om det er fordi det er en luksus de ikke er villige til at fralægge sig, eller om menneskeheden slet og ret er ignorant og hovmodig af natur.
Nogle af argumenterne er gået på at "burhøns har det værre" og at "Danske mink har det bedre end noget andet sted i verden, og hvis vi ikke holder pelsdyr flytter produktionen bare til et andet land".
For at tage det sidste først: Det er jo lidt som at sige at det er okay vi behandler vores dyr dårligt, fordi man andre steder er endnu dårligere. Det er bare et rigtig ringe argument. Desuden bliver skind hos Kopenhagen Fur ikke sorteret efter hvor i verden de kommer fra og hvordan dyrene levede og døde, men derimod efter farve, længde og kvalitet. Derfor kan man aldrig frasige sig at have støttet måske Kinas pelsindustri (hvorfra de mange billeder af "live skinning" kommer) hvis man går i pels. Med mindre man selv har skudt og pelset dyrene man laver en jakke ud af. Og de tvivler jeg på de små damer, der er så pokkers pro-pelsavl har.
At burhøns har det værre? Hvad så med fikserede grise? Sødmælkskalve? Det er ikke meningen dyrenes lidelser skal rangordnes. Det er meningen at der skal rettes op på det! Og så fandens hurtigt som overhovedet muligt!
Men min kamp virker så forgæves at jeg flere gange har haft lyst til at give mig til at tude. Fordi ingen fatter det. Ingen mennesker er bedre end den måde de behandler dyr. Ingen menneskehed er bedre end den måde de behandler deres dyr. Menneskeheden er sikker på den har nået sit klimaks. Evolutionen slutter med os.
Det troede man også dengang man fangede negere, sejlede dem i lænker over Atlanten og arbejdede dem til døde. Fordi de var dyr.
Så i virkeligheden er vi sikkert ikke blevet meget bedre. Og jeg har svært ved at bevare troen på mennesker som noget der i bund og grund er godt.
Mit hoved smerter på 3. dagen.
Dette siger jeg til trods for at en dame konstant forsøger at forklare mig, at min største og evige fejl er, at jeg tænker mit hoved som mig, og min krop som et stativ for mit hoved. Hun mener først man bliver rigtig glad når man tænker de to ting som en helhed. Men come on, der er da INGEN der tænker krop og hoved som en helhed! Jo, måske folk der løber marathon og sådan, men det er også det...
Efter det meget omtalte "Minkprogram" på TV2 i tirsdags, har mit hoved dog bidraget til hele denne forrådelse.
Som mange af jer nok ved er dyrene lidt min personlige sag. Både mor og jeg havde håbet på programmet ville bidrage til at folk endelig fik øjnene op for hvordan vi vælger vores dyr skal behandles herhjemme. Desværre er udfaldet i stedet blevet at folk går mere op i presseetik, end det det i virkeligheden handler om. Altså dyrene, og måden vi behandler dem på.
Ugen har budt på flere debatindlæg end jeg kan tælle, men uanset hvor godt jeg forsøger at formulere mig, og hvor gode mine argumenter er, så er det som at slå i en pude. Jeg ved ikke om det er fordi de ikke vil erkende hvor deres pelsjakke kommer fra, eller om det er fordi det er en luksus de ikke er villige til at fralægge sig, eller om menneskeheden slet og ret er ignorant og hovmodig af natur.
Nogle af argumenterne er gået på at "burhøns har det værre" og at "Danske mink har det bedre end noget andet sted i verden, og hvis vi ikke holder pelsdyr flytter produktionen bare til et andet land".
For at tage det sidste først: Det er jo lidt som at sige at det er okay vi behandler vores dyr dårligt, fordi man andre steder er endnu dårligere. Det er bare et rigtig ringe argument. Desuden bliver skind hos Kopenhagen Fur ikke sorteret efter hvor i verden de kommer fra og hvordan dyrene levede og døde, men derimod efter farve, længde og kvalitet. Derfor kan man aldrig frasige sig at have støttet måske Kinas pelsindustri (hvorfra de mange billeder af "live skinning" kommer) hvis man går i pels. Med mindre man selv har skudt og pelset dyrene man laver en jakke ud af. Og de tvivler jeg på de små damer, der er så pokkers pro-pelsavl har.
At burhøns har det værre? Hvad så med fikserede grise? Sødmælkskalve? Det er ikke meningen dyrenes lidelser skal rangordnes. Det er meningen at der skal rettes op på det! Og så fandens hurtigt som overhovedet muligt!
Men min kamp virker så forgæves at jeg flere gange har haft lyst til at give mig til at tude. Fordi ingen fatter det. Ingen mennesker er bedre end den måde de behandler dyr. Ingen menneskehed er bedre end den måde de behandler deres dyr. Menneskeheden er sikker på den har nået sit klimaks. Evolutionen slutter med os.
Det troede man også dengang man fangede negere, sejlede dem i lænker over Atlanten og arbejdede dem til døde. Fordi de var dyr.
Så i virkeligheden er vi sikkert ikke blevet meget bedre. Og jeg har svært ved at bevare troen på mennesker som noget der i bund og grund er godt.
Mit hoved smerter på 3. dagen.
mandag den 12. oktober 2009
Several weeks of no one
Pippi miawer spørgende hver gang jeg sætter hende ned på gulvet efter at have snakket med hende. Allerhelst vil hun sidde på mig hele tiden. Hun kunne slet ikke forstå jeg kunne finde på at lave mad stående op, for hvor skulle hun så sidde?
Hun valgte at sætte sig på køkkenbordet. Lige ved siden af maden. Den slags er helt okay med mig. Det passer faktisk også mig bedst at hun hele tiden holder sig tæt på mig.
Imens vi spiste lå hun på mit skød og spandt og varmede. I nat rullede hun sig sammen til en kugle og lå bag mine knæer og sov.
Pippi går ind for kvalitetstid. Så længe jeg er hjemme skal vi helst være sammen hele dagen.
Hun er glad for jeg er her. Lissom mor.
Og det giver god mening for mig. Og det er den måde jeg helst vil have alting skal være på. Hvorfor skulle folk dog lade som om de gerne vil se mig, hvis man kun får suk og manglende interessen når man ses.
Næh, jeg må insistere på det skal være slut. Mit tv virker også nu. Så skidt med de kaffeaftaler.
fredag den 9. oktober 2009
Seasonal futurism by Lagerfeld
Karl Lagerfeld for Elle, sommer 2009Denne editorial minder mig lidt om en mere ekstrem udgave af Gattaca. God film. Den må jeg snart gense.
torsdag den 8. oktober 2009
Dear room: Sorry for the delay
Jeg klippede blomsterne jeg lavede til Christians fødselsdag for to år siden ned fra loftet. De var blevet ret falmede og jeg har længe syntes de var ret ærgerlige.
Men der blev helt tomt efter det. Et øjeblik overvejede om jeg er voksen nok også til at klippe mine origamidyr ned. Men niksenbiksen! I stedet har jeg hængt en masse af de piller op jeg på et tidspunkt lavede mange af. De er ret fine. Jeg kan i hvert fald bedre lide dem end blomsterne.
Jeg slagborede gardiner op. Åndsvagt at gøre det to år efter man er flyttet ind, og når man håber på snart at kunne flytte. Men er nu glad for det er gjort alligevel.
Jeg har aldrig før haft problemer med at slagbore. Men denne gang var det virkelig underligt. Håndtaget blev ved at falde af, og det gav hele tiden op ca 4 cm inde, lige som det ramte jernet i betonen. Nok kunne jeg med nød og næppe mose rawplugsene ind, men skuerne måtte jeg opgive at få helt ind. Jeg havde ingen spændeskiver, så grunden til mine gardiner hænger godt og solidt nu, er at jeg har viklet en helvedes masse elastikker om skuerne. Det lyder grimt, men ikke destomindre virker det præcis som spændeskiver, og det hele sidder godt fast.
Har I et gør-det-selv spørgsmål som I gerne vil have en uprofessionel og halvdebil løsning på, så smid en kommentar!
Men der blev helt tomt efter det. Et øjeblik overvejede om jeg er voksen nok også til at klippe mine origamidyr ned. Men niksenbiksen! I stedet har jeg hængt en masse af de piller op jeg på et tidspunkt lavede mange af. De er ret fine. Jeg kan i hvert fald bedre lide dem end blomsterne.
Jeg slagborede gardiner op. Åndsvagt at gøre det to år efter man er flyttet ind, og når man håber på snart at kunne flytte. Men er nu glad for det er gjort alligevel.Jeg har aldrig før haft problemer med at slagbore. Men denne gang var det virkelig underligt. Håndtaget blev ved at falde af, og det gav hele tiden op ca 4 cm inde, lige som det ramte jernet i betonen. Nok kunne jeg med nød og næppe mose rawplugsene ind, men skuerne måtte jeg opgive at få helt ind. Jeg havde ingen spændeskiver, så grunden til mine gardiner hænger godt og solidt nu, er at jeg har viklet en helvedes masse elastikker om skuerne. Det lyder grimt, men ikke destomindre virker det præcis som spændeskiver, og det hele sidder godt fast.
Har I et gør-det-selv spørgsmål som I gerne vil have en uprofessionel og halvdebil løsning på, så smid en kommentar!
Abonner på:
Indlæg (Atom)
